Fortsæt til indhold

To centimeter ødelagde Oles tonstunge DM-drøm – nu er »barnet« klar til kamp

Sidste år kostede en lille revne Ole Christensen sejren ved DM i kæmpegræskar. Nu vender han tilbage med et græskar dyrket af et frø fra den diskvalificerede kæmpe. Hvor meget det vejer, holder han hemmeligt.

Kultur og byliv

Ole Christensen fra Nr. Vissing har en særlig passion: kæmpegræskar. Sidste år havde han dyrket sit hidtil største græskar. Det vejede over et ton og kunne have vundet DM i Tivoli. Men en revne på blot to centimeter satte et punktum for drømmen.

I år er han på banen igen og klar med endnu et kæmpegræskar til konkurrencen i København. Og selv om han ikke får sidste års mastodontgræskar med på traileren, kommer det alligevel med på en måde: Hans nye DM-græskar er nemlig dyrket af et frø fra netop det græskar.

Hvor stort det er blevet, vil kæmpegræskarfarmeren fra Nr. Vissing ikke afsløre endnu.

»Nu må vi se. Udseendet kan snyde,« siger Ole Christensen.

Lørdag den 3. oktober får han og de ni andre deltagere svaret, når græskarrene bliver lagt på vægten ved DM i Tivoli.

Jeg må nok konstatere, at mine frø fra USA er mislykkedes helt totalt i år. Men mine egne frø fra sidste års kæmpegræskar, de kan noget
Ole Christensen

Amerikanske frø blev en fiasko

Græskardyrkningen har i år været en blandet fornøjelse for Ole Christensen, der både har dyrket kæmpegræskar i drivhus og på friland.

Igen i år satsede han på frø købt fra USA, men planterne i drivhuset havde ifølge Ole en genfejl og tabte alle frugterne. Alle på nær én plante gik til.

Og den sidste overlevende har heller ikke ligefrem brilleret.

»Det er simpelthen blevet et grimt lille skravl på sølle 180 kilo. Et rigtigt pyntegræskar,« siger han med et grin.

På friland er det gået anderledes godt. Her såede han frø, han selv havde gemt fra sidste års tonstunge græskar. Resultatet er tre kæmpegræskar: et på omkring 110 kilo, som SuperBrugsen i Galten har fået lovning på, et på 215 kilo, som skal pynte i Tivoli Friheden i Aarhus, og så det, Ole tager med til DM.

»Jeg må nok konstatere, at mine frø fra USA er mislykkedes helt totalt i år. Men mine egne frø fra sidste års kæmpegræskar, de kan noget,« konstaterer han.

Det får ham til at overveje at ændre strategi næste år.

»Jeg tror, jeg skal satse på mine egne frø. Havde jeg sat de planter i drivhuset, så var græskarrene blevet meget større.«

Friland slår drivhus i år

Ole begyndte med at dyrke kæmpegræskar på friland. Siden byggede han et særligt drivhus til dem med gulvvarme og et computerstyret system, der hjælper ham med at styre vanding og gødning. Her kan han give planterne et mere kontrolleret liv og få græskarrene til at vokse sig større. Derfor var det et hårdt slag, da årets indkøbte frø slog fejl netop i drivhuset, mens hans egne frø har klaret sig formidabelt på friland.

At årets DM-kandidat er vokset under åben himmel, betyder dog ikke nødvendigvis, at den er uden chance mod konkurrenternes græskar.

»Et frilandsgræskar kan være meget tungere end dem, der er dyrket i drivhus. De gror meget langsommere, er mere kompakte og har en tykkere skal. Og ved DM er det udelukkende vægten, der tæller,« forklarer han.

Sidste år vandt Peter Holst Olsen med 903,5 kilo – over 100 kilo mindre, end Oles diskvalificerede græskar vejede.

Det er sjette gang, Ole Christensen stiller op til DM. Han har tidligere været på podiet flere gange, blandt andet med en andenplads i 2023. Men førstepladsen mangler stadig.

200 timer og nerverne uden på tøjet

Ole Christensen har tidligere anslået, at han bruger omkring 200 timer på sine kæmpegræskar i løbet af en vækstsæson på cirka 190 dage. Det er ikke nok at vande og vente.

Han følger en særlig plan for gødningen, nipper sideskud og dækker stænglerne med jord. De græskar, planten sætter ud over det udvalgte, bliver fjernet, så kræfterne samles om én kandidat. Samtidig skal han holde øje med skadedyr og sygdomme – i drivhuset har han tidligere kæmpet med både lus og skimmel.

Og selv efter måneders arbejde og en rekord ser ud til at være inden for rækkevidde, kan det stadig gå galt. Det lærte han på den hårde måde sidste år.

»Familiefejde« forude

Uanset hvordan det går i Tivoli, er der allerede udsigt til en ny udfordring for Ole Christensen. Hans søn, der bor i Aarhus, vil nemlig også prøve kræfter med kæmpegræskar næste år. Han har fået et jordstykke hos sin far i Nr. Vissing og går grundigt til værks.

»Han nørder virkelig i det. Han har brugt AI til at hjælpe med at designe et drivhus og til at få den bedst mulige plan for, hvordan han skal bearbejde jorden. Det bliver skægt at se, hvem der får dyrket det største græskar næste år,« siger Ole.

Med et lille grin fortæller han, at sønnen også har hentet gode råd hos vinderen fra Næstved.

»Min søn har et andet efternavn end mig, så han har fået en masse gode staldtips fra ham i København, som vandt sidste år.«

Se video: