80 udstillere samles til messe i Vejlby
Stress og vaner er blandt de centrale temaer, som deltagerne kan få nye perspektiver på.
Hvordan får du mere energi? Sover bedre? Holder kroppen stærk – også om 10 eller 20 år? Og hvad gør du, når stress, uro eller tankerne begynder at fylde for meget?
Det kan du undersøge på årets Krop-Sind-Ånd Messe i Vejlby-Risskov Hallen, hvor mere end 80 udstillere og omkring 60 foredrag, workshops og andre aktiviteter giver inspiration til både krop, sind og sundhed.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Stress og mental trivsel er blandt de gennemgående temaer. Hvordan får du kroppen til at geare ned? Hvordan påvirker dit åndedræt nervesystemet? Og hvorfor kan det være så svært at ændre vaner, selv når du godt ved, hvad du burde gøre? På messen kan du få nye perspektiver og prøve konkrete øvelser og metoder.
Messen rummer også forskellige veje til tro og livssyn. Kristendommen er repræsenteret side om side med blandt andet nordisk tro og andre spirituelle og eksistentielle traditioner. Hos Forn Siðr kan du for eksempel høre om den førkristne nordiske tro, mytologi og traditioner.
Krop-Sind-Ånd Messen finder sted 2. til 4. oktober klokken 10-18 i Vejlby-Risskov Hallen.
læser
lige nu