Fortsæt til indhold

Træner til daglig i Aarhus: Nu skal han til ungdoms-OL

William Stokkebroe skal repræsentere Danmark i breakdance ved ungdoms-OL.

Kultur og byliv
mmch

Den danske breaker William Stokkebroe er udtaget til at repræsentere Danmark ved ungdoms-OL i Dakar, hvor han skal konkurrere i breaking. Det er første gang, en dansk danser deltager ved et OL i breakdance.

Det oplyser Dans Danmark i en pressemeddelelse.

William Stokkebroe har de seneste år markeret sig på den danske breakingscene og træner til daglig i Aarhus Sportsdanserforening.

»Det betyder virkelig meget for mig at blive udtaget til ungdoms-OL. Det er noget, jeg har arbejdet hårdt for, og det bliver en kæmpe oplevelse at få lov til at repræsentere Danmark i Dakar. Jeg glæder mig til at mærke stemningen, møde andre unge atleter fra hele verden og selvfølgelig til at danse og give alt, hvad jeg har,« siger William Stokkebroe i pressemeddelelsen.

Formanden for Dans Danmark, Jan Kirk Todsen, fremhæver betydningen af, at breaking nu får plads på den internationale ungdomsscene.

»Det er en stor dag for William, for Aarhus Sportsdanserforening og for dansk dans. William har arbejdet målrettet og dedikeret med sin breaking, og det er fantastisk at se ham tage det næste skridt og få muligheden for at repræsentere Danmark ved ungdoms-OL. Vi er stolte af at kunne følge ham på rejsen til Dakar og glæder os til at se ham folde sit talent ud på den internationale scene,« udtaler Jan Kirk Todsen.

Talentansvarlig i Dans Danmark, Casper Christiansen, ser udtagelsen som et resultat af det langsigtede arbejde med talentudvikling.

»William har gennem længere tid vist, at han har både niveauet, viljen og lysten til at udvikle sig. Han har taget store skridt, og ungdoms-OL bliver en helt særlig mulighed for at teste sig selv på den internationale scene. Det bliver spændende at følge ham i Dakar, og vi håber, at oplevelsen både bliver et højdepunkt og et vigtigt skridt videre i hans udvikling som breaker,« siger Casper Christiansen.

16-årige William Stokkebroe stiller op for Danmark 12. og 13. november ved ungdoms-OL i Dakar i Senegal.

Se video: