Kæmpe amerikansk rocknavn kommer til Northside
Aarhus-festivalen opfylder et af publikums hedeste ønsker med det indflydelsesrige band fra New York.
Aarhus får besøg af et af verdens mest indflydelsesrige rockbands, når The Strokes indtager Eskelunden lørdag på NorthSide 2027.
Bandet, der lige har udgivet deres syvende album, er et af de absolut mest ønskede navne på festivalen.
Det skriver Northside i en pressemeddelelse.
»Få bands har haft lige så stor betydning for den moderne rockscene som The Strokes. Siden gennembruddet med Is This It? i 2001 har New York-bandet sat et markant aftryk på rockmusikken og inspireret en hel generation af bands. Med deres rå, minimalistiske og kompromisløse guitarrock blev The Strokes hurtigt et af årtiets største navne, og mere end 25 år efter bandets dannelse står de fortsat som et af de mest ikoniske rockbands i deres generation,« lyder det fra Northside.
Med blot 36 minutters spilletid var Is This It? alt, der skulle til for at gøre The Strokes verdenskendte for deres minimalistiske, upolerede og energiske lyd.
Siden bandet blev dannet i slutningen af 90’erne, har besætningen været den samme, med den karismatiske frontmand Julian Casablancas i front, Albert Hammond Jr. på leadguitar, Nick Valensi på guitar, Nikolai Fraiture på bas og Fabrizio Moretti bag trommerne.
Siden de tidlige dage med den guitarbårne Is This It? og opfølgeren Room on Fire har The Strokes løbende udvidet deres musikalske univers. Synthesizere er kommet til, og på album som First Impressions of Earth, Angles og The New Abnormal har bandet eksperimenteret med forskellige genrer, udtryk og lydflader.
Efter 25 år, og en periode med relativ inaktivitet i slutningen af 2010’erne, hvor bandmedlemmerne kastede sig over soloprojekter, er The Strokes nu tilbage med albummet Reality Awards. Guitarist Albert Hammond Jr. har beskrevet albummet således:
»It’s my favourite album we’ve ever done. I can’t express how beautiful it is. I listen to the whole thing and wanna start from the beginning again. It grows and grows and becomes intoxicatingly good.«
The Strokes er ikke bare et fantastisk liveband. De har også haft en enorm indflydelse på den generation af rockmusikere, der fulgte efter dem, og er blevet beskrevet som “as influential on their era as The Velvet Underground and The Ramones were on theirs.” Bands som The Killers, Arctic Monkeys og Franz Ferdinand havde næppe haft helt samme lette vej til gennembruddet, hvis ikke The Strokes havde banet vejen.
Nu er det så NorthSides tur til at få besøg af et af de største rockbands i nyere tid. Gør jer klar til ren rockenergi, når The Strokes indtager Eskelunden denne sommer.
Det foreløbige lineup til NorthSide 2027 ser således ud:
•The Strokes (US)
•Turnstile (US)
•Omah Lay (NG)
•Mille
•AKRIILA (CL)
•Von Quar