Kulturminister må handle nu
Det Grønne Museum siger farvel til sin direktør ved årsskiftet, men hvem der skal afløse Anne Bjerrekær svæver indtil videre hen i det uvisse.
Meget tyder på, at Det Grønne Museum ikke når at få ansat en ny direktør den 1. januar.
Anne Bjerrekær stopper allerede i december måned.
»Hun har dog lovet at være til rådighed 1- 2 måneder, da Anne godt er klar over, at Kulturministeriet ikke når at få ansat en ny direktør, selvom Kulturministeriet har vist, at Anne stopper ved årets udgang. Derfor har 13 formænd for museets laug, i går sendt et åbent brev til kulturministeren,« fortæller Henning Millard, formand for Det Grønne Museums Venneforening.
Brug for tydelig ledelse
Museets venneforening har 750 medlemmer, og de frivillige spiller en central rolle i museets daglige drift og aktiviteter.
»Et stort statsligt museum har brug for en tydelig ledelse, der kan sikre fremdrift, kontinuitet og engagement blandt medarbejderne og de mere end 250 frivillige. En længere periode uden en direktør vil risikere at bremse den positive udvikling, som museet befinder sig i. Vi skal derfor kraftigt opfordre kulturminister Zenia Stampe til hurtigst muligt at igangsætte ansættelsesprocessen og sikre, at perioden uden en direktør bliver så kort som overhovedet,« skriver de 13 formænd i brevet til kulturministeren.
Etableret efter fusion
Det Grønne Museum er et statsligt museum under Kulturministeriet og blev etableret i 2017 efter en fusion mellem Dansk Landbrugsmuseum og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.
Museet har fokus på jagt, skov, landbrug og mad og råder over en omfattende samling, der illustrerer dansk kulturhistorie inden for arealanvendelse og ressourceudnyttelse.
Anne Bjerrekær, der fyldte 64 år i september, har været direktør for Det Grønne Museum siden 2018. Hun blev udnævnt af daværende kulturminister Mette Bock.
Anne Bjerrekær er uddannet cand.phil. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og har tidligere været museumschef for Museum Horsens, hvor hun var med til at etablere det prisbelønnede fængselsmuseum.
læser
Kæmpe amerikansk rockband kommer til Northside
lige nu