Efterårsferien i Hornslet byder på Festdage i teltet
Det bliver tre dage med sjove aktiviteter, musik og god mad.
I dagene fra 15 til 17. oktober afholder foreningen Kulturgrunden for fjerde år i træk Festdage i teltet på Kulturgrunden. Det fremgår af en pressemeddelelse.
35 frivillige vil i løbet af de tre dage sørge for at alt spiller i teltet. Endnu en kraftpræstation af Kulturgrundens frivillige, der ufortrødent stiller deres arbejdskraft til rådighed, når der skal være ”fest” i byen.
Formiddagene er de tre dage forbeholdt børnefamilierne, og byder blandt andet på Åben Billedskole torsdag, morgensang for Børnefamilier og bageværksted fredag formiddag, og familiemotionsløb og Teaterleg for de mindste om lørdagen. Der vil også blive mulighed for at komme og få sine æbler presset lørdag og i øvrigt byde ind med Hornslets lækreste æblekage til kaffebord lørdag eftermiddag. Bålfadene bliver også tændt og der er mulighed for at bage sine egne pandekager.
Gå endelig ikke glip af den gratis franske ostesmagning torsdag fyraften med efterfølgende livemusik med Natural High. Musikken spiller igen fredag ved Memphis Boulevard med Mark Dieter Schedler og sidst, men ikke mindst, den helt særlige singer-songwriter Bo Evers lørdag.
I forbindelse med koncerterne fredag byder Mejlby Slagteren på cajun chicken gumbo og lørdag på paella. Alt bliver tilberedt på pladsen og kan i øvrigt også købes som take away.
Bestil din mad for at deltage i fællesspisningen på Kom-Bi’s hjemmeside.
Teltet vil være opvarmet med store varmekanoner og der vil være lampetter, tæpper og masser af råhygge, og Kulturgrunden sælger morgenboller, frokostbrød, ostestænger, popcorn, kaffe og the, sodavand, øl og vin, så ingen kommer til at gå sultne eller tørstige fra teltet.
læser
Tavshed fra Manfred: Ingen sikre observationer trods intens eftersøgning
lige nu