Vor Frue Kirke i Aarhus får næsten en million kroner til istandsættelse
Vor Frue Kirke i Aarhus modtager 962.500 kroner fra statens kirkeistandsættelsesordning. Pengene er en del af en samlet pulje på 26,4 millioner kroner, som i år går til at bevare historiske kirker rundt om i Danmark.
Vor Frue Kirke i Aarhus er blandt de kirker, der i 2026 får økonomisk støtte fra Kirkeministeriet til istandsættelse.
Kirken er blevet tildelt 962.500 kroner gennem den statslige kirkeistandsættelsesordning, som skal være med til at bevare særligt værdifulde kirker for fremtiden.
I alt får 32 projekter fordelt på 31 kirker støtte fra puljen, der samlet er på 26,4 millioner kroner.
Pengene går til istandsættelsesprojekter, som vurderes at have særlig stor lokal eller national betydning, skriver Sundheds- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Nationalmuseet er med til at udvælge kirkerne
Kirkeistandsættelsesordningen er en statslig støtteordning, hvor menighedsråd kan søge om penge til vedligeholdelse og istandsættelse af særligt bevaringsværdige kirker.
Nationalmuseet hjælper med at vurdere ansøgningerne, inden kirkeministeren træffer den endelige beslutning om, hvilke projekter der skal have støtte.
I år modtog ministeriet 48 ansøgninger, hvoraf 39 levede op til de formelle krav. Der er bevilget støtte til 32 projekter.
Kirkeminister Ida Auken fremhæver betydningen af at bevare de historiske bygninger.
»Kirkerne fortæller historien om Danmark, både gennem deres arkitektur, kunst og inventar og gennem de mange mennesker, der gennem generationer har haft deres gang i dem. Derfor er det vigtigt, at vi passer godt på dem. Med årets bevillinger kan vi være med til at sikre, at flere værdifulde kirker bevares for både nuværende og kommende generationer,« siger hun.
læser
Supermarked lukker igen på grund af skadedyr
lige nu