Kendt plade-forretning åbnede for 50 år siden. Ejeren skal stadig høre for »giga-brøler«

Den kendte pladeforretning Mermaid Music i Lillegade i Grenaa – også tidligere kendt som Rillen – kunne 9. oktober fejre lidt af en milepæl.

For den anerkendte musikforretning har nemlig i år 50-års fødselsdag. For siden 1976 har forretningen solgt LP’er – og siden også CD’er – til ind- og udland.

Avisen har derfor taget en snak med forretningens passionerede indehaver, Keld Hermann, der har været med hele vejen. Om fejringen, højdepunkter, tvivl og fremtid.

I har lige holdt den her store jubilæumsfest, hvordan var den?

»Den var vild, sjov og dejlig. Der kom jo en masse gamle ansatte og mødte hinanden igen. Og alle dem, der er venner af huset og familier. Altså, vi var jo mange hundrede mennesker i løbet af dagen. Det var sgu fantastisk. Det var det virkelig.

»Det vidner lidt om, bilder jeg mig ind, den samhørighed folk har med forretningen, og den lyst folk har til at støtte os. Folk, der føler, at der er en god stemning i forretningen, og at de forhåbentlig føler, at de bliver behandlet godt. Der kom også kunder for 50 år tilbage, som stadigvæk er kunder. Og jeg kan sige, at decibelniveauet var relativt højt.«

Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på de her 50 år?

»Jeg er nok mest stolt over firmaet – og de formidable ansatte, vi har, og den anerkendelse, vi også har fået internationalt. For vi har simpelthen den suverænt højeste tilfredshedsrating, man overhovedet kan opnå på det eksportsite, der hedder Discogs (5-stjernet rating efter 11.633 anmeldelser, red.). Og dér har vi en masse fantastiske venner.«

»Lige inden du ringede, fortalte min kone, som lige har været inde og pakke en forsendelse, at der var en franskmand, som simpelthen bare var så vild med os. Han har ikke engang fået sine varer endnu. Men han har allerede anmeldt os. ”Vi var så og så gode” og ”vi var fandeme også hans yndlingsbutik”. Klokken 10 kom der så også et ”hurra”, og klokken kvart i 12 i aftes skrev han også lige ”merci”.«

»Så også dér er der en masse passion, hvis man gør sit arbejde ordentligt og lægger sig i selen, at det her, det skal kraftedeme være i orden over for kunden. Så dér får vi altså noget feedback, som næsten minder om et kærestebrev. Det bliver man sgu stolt over.«

»Og det lyder måske lidt selvhøjtideligt, men jeg er sådan set også lidt glad på Grenaas vegne for, at der er sådan en butik i byen, hvor folk fandeme kommer hertil fra hele landet og hele Europa for at besøge os. Jeg ved sgu ikke, om det betyder noget for de kommunale myndigheder eller andre, at vi har sådan en butik, der kan tilbyde den slags kultur og kan tiltrække så mange mennesker udefra. Men jeg bilder mig ind, at de også smider en masse penge andre steder i byen, i andre forretninger, restauranter og lignende.«

Hvordan er det at sælge plader i 2026?

»Det er sgu fint. Det er rigtig fint endda, netop fordi interessen for vinyler begyndte at stige i 2016, og man kan se sådan en tendens, at det går sgu fremad. Der er den jo bare steget hvert eneste år og gør det stadigvæk. Interessen har aldrig været større. Det har den sgu ikke. Vi mærker det tydeligt, at interessen er helt enorm. Folk, de elsker de dér smukke vinylplader, som jo også er blevet meget, meget flottere og udgivet i bedre kvalitet, end de var for 25-30 år siden.«

Du har tidligere fortalt, at du troede, at CD’en ville aflive vinylen. Er det den største fejlvurdering, du har lavet?

»Jamen, det er det jo. Altså på lige fod med, hvad alle andre sagde, der troede jeg også på, at det var fuldstændig slut. Så vi solgte ud af alle vores vinyler til mellem 5 og 10 kroner. Og det var jo titusinder af plader, vi solgte. De røg bare ud, og jeg satte en dobbeltside-annonce i Grenaa Bladet om, at vinylen er død, og CD’en overtager. Alt skal ud.«

»Så den der annonce bliver jeg tit mindet om den dag i dag af kunder, venner og familie – om den giga-brøler, det var. Og mange af de plader, vi solgte ud, koster jo mellem 300 og 2.000 kroner i dag. Så det gør sgu ondt. Men jeg var ikke den eneste, der tog fejl,« siger han og griner.

Har der været tidspunkter, hvor du har tvivlet på, om butikken kunne overleve?

»Det har der da været. Dengang CD’en åd LP’en, og så gik der jo fandeme ikke mere end to-tre år, så begyndte alle folk at kopiere CD’er. Brænde, som det hed. Der tænkte jeg: ”Hold da kæft, hvad nu? Hvad gør vi så?”. Og så gik det jo ikke mere end seks-syv år mere, så kom streamingen, og det var jo gratis, hvis man kunne holde reklamerne ud.

»Der er man altså oppe imod nogle store kræfter og store økonomiske investeringer, hvor vi ikke har nogen som helst chance for at yde modstand på samme plan. Det fik mig da til at tænke. Men nu er årene gået, og de her forskellige musikalske platforme, de har fundet deres leje. Streamingen er der, CD’en er der, og LP’en er der jo. Og vi bruger da også masser af streaming her i butikken, vi har jo ikke tid til at rende rundt og vende plader.«

Hvad er den mest mindeværdige kundeoplevelse, du har haft?

»Der har sgu været mange specielle oplevelser, og det er der stort set hver dag. Men en stor mindeværdig oplevelse, det var i juni, da kongen var forbi. Det var sgu en stor oplevelse, også fordi han var den, han var, og den, han er. Han var superglad, superhøflig og superinteresseret. Man kunne se glæden i hans øjne.«

»Ude foran butikken gav vi ham den første Led Zeppelin-plade, fordi jeg ved også, at han har været med oppe på scenen sammen med et dansk band, der hedder Led Zeppelin Jam, og så tænkte vi, at han skulle have en Led Zeppelin-plade. Det var noget vi fandt på 10 minutter før, han skulle komme, og så smed vi ellers bare pladen ned i en af Lones smukke linoleums-trykposer, som hun selv laver.«

»Han skulle lige se, hvad det var, så tog han pladen helt op, og med det samme udbrød han: ”Det er da ”Led Zeppelin I”, det her!?” Det synes jeg er høj klasse, at man simpelthen så hurtigt lige kan se, at det var dét album. Der vandt han sgu lige yderligere et par point dér.«

Hvordan ser du på forretningens fremtid? Hvor længe kan du blive ved?

»Jamen, det ved jeg fandeme ikke. Det er jo det store spørgsmål. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal svare på det spørgsmål. Jeg er jo 70 nu – snart 71. Men jeg har aldrig haft en sygedag, og jeg er i virkelig god fysisk form og har stadig interessen for at fortsætte. Så hvordan stopper man?«

»Det synes jeg sgu er svært. Så indtil videre har jeg altså lidt negligeret den der problemstilling. Men jeg vil af hensyn til min familie se, om jeg ikke kan få lidt mere fritid. Men nu har jeg jo prøvet at bygge forretningen op og prøvet at skabe en flot butik på næsten 200 kvadratmeter, og det er også svært at slippe.«

»Og så synes jeg også, at det er fantastisk, alle de mennesker, jeg har mødt gennem butikken. Det gør også, at jeg har lyst til at fortsætte 50 år mere.«