»Eiiij. Se lige lyset!«: Nannas idé bliver levende på ny skole

Det er nogle dage siden, klokken ringede ud til efterårsferie på den nye Søhøjlandets Skole i Ry. Alligevel summer det af glade stemmer i forhallen.

»Eiiij. Se lige lyset på væggen!«

Glædesudbruddet kommer spontant fra kunstner Nanna Riis Andersen, netop som to glarmestre bliver løftet op med kranen for at placere en af hendes glasmosaikker øverst i det høje vinduesparti.

I samme øjeblik leger solen med. En stråle finder vej gennem det farvede glas og sender farver ind over glarmestrenes ansigter og ud over væggen.

Præcis som Nanna har forestillet sig det.

Nu bliver de første dele af den udsmykning, hun har arbejdet på siden foråret, monteret på skolen.

»Det er jo kæmpestort at få til opgave at udsmykke en helt ny skole. Det har været fantastisk at arbejde med,« fortæller hun.

Søhøjlandets Skole og Børnehus er ifølge Skanderborg Kommune det første færdige byggeprojekt, som er omfattet af kommunens ordning med at afsætte én procent af håndværksudgifterne til kunst.

I den nye skolebygning bliver den beslutning til glasmosaikker i to store vinduespartier, keramiske relieffer på søjlerne og et stort maleri på forhallens endevæg.

En fod i farverne

Glasmosaikkernes organiske former kan minde om ravklumper, celler eller æg. De får et liv, som rækker ud over glasmosaikkerne på vinduerne, når lyset skinner igennem dem.

Farverne vandrer ind i rummet og flytter sig med solen, så børnene får forskellige oplevelser alt efter årstid og tidspunkt på dagen.

»Man kan se mosaikkerne på vej ind eller ud, men man kan også gå ind i refleksionerne eller stikke en fod ind i farverne. Jeg synes, det er sjovt at få det legende element med, når det nu er en skole,« siger Nanna Riis Andersen.

Det farvede lys giver børnene mulighed for at opleve kunsten med kroppen, selv om glasset sidder højt over deres hoveder.

»Uden at røre ved værket kan man alligevel mærke sin egen krop i forhold til det. Og man kan blive opmærksom på solens bevægelse og på lyset.«

Bronzealderen i glasset

Inspirationen til udsmykningen har Nanna blandt andet fundet i de arkæologiske udgravninger, som blev foretaget på stedet, inden skolen blev bygget.

Her fandt arkæologerne spor efter bronzealderens bålsteder: runde gruber, som lå på række.

»Jeg syntes, det var spændende at bruge den form i glasmosaikkerne og lade formerne bevæge sig hen over vinduerneJeg syntes, det var spændende at bruge den form i glasmosaikkerne, så formerne ligger hen over vinduerne,« fortæller hun.

Fundene satte også tanker i gang om jorden under skolen og om forbindelsen mellem dem, der bruger stedet i dag, og dem, som levede her for flere tusinde år siden.

»Jeg har været optaget af jorden og tiden. Hvad står vi på, og hvad bygger vi på? Derfor gav det mening at bruge ler og keramik som en forbindelse til jorden og få det med ind i bygningen.«

Tankerne går igen i maleriet på forhallens endevæg. Med sine tre gange fire meter er det det største, Nanna nogensinde har malet.

»Maleriet er abstrakt, men der ligger historier gemt i det. Det handler blandt andet om landskabet, jorden og de mange lag – og om, at vi måske ikke er så forskellige fra dem, der var her engang.«

Her må børnene røre

Nanna Riis Andersen arbejder mest med maleri, men har også erfaring med skulptur og keramik. På skolen skal materialerne give børnene lyst til at komme tæt på.

»Jeg vil gerne skabe noget sanseligt, som man får lyst til at røre ved. Når man laver kunst til børn, må den gerne have den umiddelbarhed – og masser af detaljer, som de kan opdage over tid.«

Derfor bliver nogle af de keramiske relieffer placeret i børnehøjde. Et af dem skal sidde på en søjle ved læringstrappen, hvor børnene sidder lige ved siden af kunsten.

»Jeg forestiller mig, at børnene sidder der og mærker på keramikken. Den skal være tæt på,« siger hun.

Andre dele placeres højt på søjlerne, så de kan opleves fra gangbroen og trække blikket op gennem rummet.

»»Jeg er optaget af, hvad kroppen husker, og ikke kun hvad hovedet husker. Kunsten må gerne sætte nogle spor.«

Det store maleri skal binde udsmykningen sammen, mens former, farver og materialer breder sig ud i rummet.

En procent får farve

For Nanna Riis Andersen har det særlig betydning, at værket skal være en del af børnenes hverdag.

»Det er utrolig vigtigt, at vi får kunst ud dér, hvor børnene er, og hvor vi lever vores liv. Når man møder kunsten i hverdagen, kan man få et ejerskab til den og opleve den både visuelt og kropsligt.«

Med udsmykningen på Søhøjlandets Skole og Børnehus bliver en tidligere byrådsbeslutning nu synlig for børn og voksne. Skanderborg Kommune afsætter én procent af håndværksudgifterne i kommunale byggeprojekter til kunst, og skolen er ifølge kommunen det første færdige byggeri under ordningen.

Kunsten skal skabes til det enkelte sted og tænkes sammen med bygningen. Kunstråd Skanderborg er kunstfaglig rådgiver på projekterne.

Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalgets formand, Anne Heeager (RV), fremhæver, at mødet med kunst kan vække nysgerrighed, fantasi, forundring og glæde.

»Derfor er jeg glad for, at vi i Skanderborg Kommune har valgt, at kunst skal være en integreret del af de nye kommunale byggeriprojekter. Vi sikrer på den måde, at kunst ikke kun er noget, man møder på museer, men bliver for alle,« siger hun i en pressemeddelelse.

Fem byggeprojekter er allerede omfattet af ordningen. Ud over skolen i Ry gælder det de nye børnehuse i Langvad Bakker i Låsby og i Virring, boenhed 20 i Landsbyen Sølund samt Sommerbæk Skole i Hørning.

På Søhøjlandets Skole og Børnehus er glasmosaikkerne på plads, når børnene vender tilbage fra efterårsferien. De keramiske relieffer og det store maleri følger i november. Det samlede værk indvies officielt 10. december.