Heidi må aflyse julemarked, men næste år skal det lykkes: Sådan vil hun få flere til at være frivillige

I år skulle have været tredje gang, Heidi Jørgensen arrangerede julemarked i Hylke Multihus. Men sådan bliver det ikke.

Julemarkedet er aflyst.

Aflysningen kommer på baggrund af en kendt problematik, som vi hører igen og igen. Der mangler frivillige hænder.

»Det er jeg rigtig ærgerlig over. Det var et trækplaster – også for folk fra oplandet – og der var godt salg i boderne,« siger hun.

Hun fortæller, at hun de sidste par år har stået for planlægningen af julemarkedet alene. Det har hun ikke haft noget imod, for hun elsker at organisere ting, og hun har haft tiden til det.

»Alle vil gerne have julemarkedet, og folk kommer også og støtter det, men der skal være flere hænder til det hårde arbejde, der får dagen til at glide,« siger hun.

Derfor har hun tænkt over, hvordan hun kan sørge for, at julemarkedet i Hylke bliver til noget næste år. Hun har fundet frem til flere bud på, hvad hun vil gøre for at få flere til at deltage i det frivillige fællesskab.

»Når børnefamilierne kommer hjem, er det ikke det, de tænker på. Det forstår jeg godt, for jeg har selv haft små børn. Derfor skal vi gentænke det at være frivillig,« siger hun.

Små, konkrete opgaver

Det er ikke, fordi folk ikke vil hjælpe, understreger Heidi Jørgensen.

»I Hylke er der mange frivillige kræfter. Der er nogen, der kæmper for købmanden, for idrætsforeningen, for skolen og for skateparken. Det er sindssygt alle de kræfter, der bliver lagt i Hylke,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke, fordi der er en uvilje. Det er ikke, fordi folk siger: ”det gider jeg ikke hjælpe med”. Folk har bare for travlt. Når jeg har spurgt ”hvem vil hjælpe med julemarkedet”, har det nok været for stor en opgave.«

Derfor har hun et bud på, hvordan hun måske kan få flere frivillige hænder.

»Jeg tror, jeg vil forsøge at dele det op i mindre opgaver, som er meget konkrete og kun tager en, to eller tre timer. Jeg har intet imod at finde og uddele 30 små opgaver, bare der er nogen, der melder ind på dem. Ellers ender jeg med at rende rundt og lave alting selv, og det er for opslidende.«

De mindre opgaver kunne for eksempel være at sørge for, at der er ild i bålfadet eller at pynte juletræet.

»Det har været nemt for mig at stå for det hele, fordi jeg har haft tiden til det. Men det er sådan, min situation er lige nu. Det kan godt ændre sig, og derfor skal der findes en holdbar løsning, hvor det ikke er en lige så stor opgave, som det er nu, hvis julemarkedet fortsat skal eksistere,« siger Heidi Jørgensen og fortsætter:

»Det er brandærgerligt, at jeg har været nødt til at aflyse julemarkedet i år, så jeg vil gerne se på, hvordan jeg kan gøre det anderledes. For når jeg taler med folk i byen, er det ikke, fordi de ikke vil hjælpe. Jeg skal nok lære at uddelegere mere, for det skal lykkes næste år.«

Spørg de nye direkte

Sammen med sin søster har Heidi Jørgensen tidligere været en del af fællesspisningsinitiativet Fællesgryden i Hylke. Sidste år stod de for at lave mad til fællesspisning tre gange. I foråret forsøgte de at stå for en mere, men der kom ikke nok tilmeldinger – man skal betale for at spise med i Fællesgryden – til, at det kunne løbe rundt.

»Det er en opgave, der tager en hel dag, fordi du bruger lang tid på at lave mad til så mange mennesker, og du skal også dække bord. Her kunne man så måske spørge, om der var en, der ville komme og skrælle kartofler et par timer, og en, der ville komme en time før for at dække bord – så man uddelegerer i mindre opgaver. Jeg tror, det er løsningen,« siger hun og fortsætter:

»Man kan altid bidrage en lille bitte smule – om så det bare er en time. Små opgaver gør, at vi kan løfte sammen.«

Et andet tiltag, som Heidi Jørgensen vil forsøge sig med for at få flere frivillige, er flere direkte henvendelser.

»I stedet for bare at skrive ud på Facebook ”hvem vil hjælpe?”, kunne jeg godt finde på at henvende mig direkte til nogen af de nye i byen og spørge dem, om de ikke vil være med. Der er flere i byen, som jeg ikke kender, og jeg kunne godt tænke mig at invitere dem ind,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror ikke på, at du flytter til en landsby kun på grund af huspriserne. Det må også være, fordi man vil være en del af det fællesskab, der er. Vi har en vildt fed by med mange faciliteter.«

Begyndelsen på enden?

Det er ikke, fordi julemarkedet absolut skal bestå, siger Heidi Jørgensen. Men hun er bekymret for, om det er starten på negativ udvikling for Hylke.

»Skide være med julemarkedet, men vi er nødt til at støtte op lokalt, hvis vi skal bevare vores landsby. Julemarkedet er ikke så vigtigt, men det er vores købmand,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er bange for, at når de små ting begynder at dø ud, ender det med, at de ting, der er vigtige for vores eksistens, også dør. Hvad er det næste, der forsvinder? Købmanden? Skolen? Jeg bekymrer mig om, hvorvidt det er begyndelsen på enden.«

For Heidi Jørgensen er det bare vigtigt, at byen er fælles om noget og laver noget sammen. Om det er julemarkedet og Fællesgryden, er knap så vigtigt.

»Det ville være megafedt, hvis der var nogen, der havde et nyt, spændende forslag. Alle input og idéer er velkomne. Vi må bare ikke glemme hinanden, når vi liger i et lille samfund,« siger hun.

En tidspresset hverdag

En af de løsninger, som Heidi Jørgensen som sagt vil forsøge sig med, når hun næste år vil kæmpe for at genetablere julemarkedet i Hylke, er at dele opgaverne op i små, konkrete enheder.

Grunden til, at hun mener, det er løsningen er, at hun tror, at tidsmangel er den store grund til, at der mange steder mangler frivillige.

»I dag er begge forældre som regel nødt til at arbejde, og da mine egne børn var små, var jeg skoleleder på en friskole, så jeg var heller aldrig hjemme, og når jeg var, brugte jeg meget tid på at køre børnene rundt, lave aftensmad og smøre madpakker. Så jeg forstår det godt. Det gør jeg virkelig,« siger hun og fortsætter:

»Dem, der bor i Hylke, arbejder som regel langt væk. De skal hente deres børn i institutioner eller skolen, handle ind og lave mad. Så er der ikke meget tid tilbage. Så jeg kan godt forstå, at man bruger den tid i de nære relationer, altså sammen med familien.«

Hun oplever derfor, at det ofte er den lidt ældre generation, der stiller op, når der er brug for hjælp.

»De har nok også været lidt mere tvunget til at tænke kollektivistisk, fordi det var afgørende for at opretholde landsbyen. I dag kan du sagtens bo i Hylke og ikke kende et øje, for der er jo ikke arbejde til alle her i byen. Men når den ældre generation ikke er her mere, vil de fællesskaber, som de har været med til at skabe, måske uddø,« siger Heidi Jørgensen og fortsætter:

»Der skal nye ildsjæle til, men det er svært med det arbejdspres, der er i dag. Det bekymrer mig.«