Uhyggen breder sig, og det giver blod på tanden for byens nye beboere
Det er blevet en fast tradition, at uhyggen indtager Hornslet sidst i oktober. Det bringer mange fordele med sig.
Der bliver mulighed for at få malet ansigter, gå på græskarjagt og måske få lidt godt i slikposen, når butikkerne i Hornslet fredag 30. oktober inviterer til halloween i byen.
Fra klokken 16 til 19 går butikkerne sammen om arrangementet, der byder på konkurrencer, aktiviteter for børn og tilbud til de voksne.
Alle butikker i byen er med i arrangementet, og derfor opfordrer bestyrelsesmedlem i Hornslet Handel Rebecca Vinther også til, at familierne sammen går på oplevelse og besøge de enkelte butikker.
»Vi vil gerne indbyde alle familier til at komme. Det er jo rigtig fedt, når der er noget for børn. Der er jo så mange børnefamilier her i byen, og en masse tilkommende børnefamilier, som jo gerne vil deltage i de her aktiviteter,« siger Rebecca Vinther.
Gå på opdagelse
Nogle steder kan børnene også være heldige at få lidt til slikposen, og byens spisesteder er ligeledes med i arrangementet.
En af oplevelserne bliver Kulturgrundens hemmelige have, hvor børnene kan prøve kræfter med en forhindringsbane. På torvet står det lokale træningssted X-Gym for aktiviteter for børn.
Butikkerne sørger selv for halloweenpynt i blandt andet vinduerne, og rundt omkring vil græskar være med til at sætte stemningen. Sparekassen Danmark står desuden for en græskarjagt i byen.
Byder nye velkommen
Halloween-arrangementet er efterhånden blevet en tradition i Hornslet.
Det ligger altid den sidste fredag i oktober og er et af flere arrangementer, som byens butikker samarbejder om.
Det vidner om en by, der står sammen oplever, mener Rebecca Vinther, som også oplever, at netop aktiviteter målrettet børn som for eksempel Halloween får flere til at møde op i byen, og det hjælper på relationerne i en by som Hornslet, som har tilgang af rigtig mange børnefamilier.
Halloween er således en oplagt anledning til, at nye borgere lærer byen at at kende og får lyst til at bruge den resten af året.
»Det er meget vigtigt, at vi bliver ved med at holde fast i de her traditioner. Det giver noget godt til byen, og det er godt for nye familier, der er flyttet hertil, at de oplever, at her sker noget, så man ser en by, som man også har lyst til at bruge resten af året,« siger Rebecca Vinther.
Aktiviteterne foregår fra klokken 16 til 19, mens nogle af butikkernes konkurrencer kan være i gang allerede tidligere på dagen.