Gentager succes: De første 50 deltagere er i gang med at lave et stort fællesværk, og der er også plads til dig
Der er allerede stor interesse for at være med til at lave et fælles kunstværk.
For snart et år siden strikkede omkring 150 frivillige entusiaster på livet løs for at skabe fællesværket Snedronningen – en kjole, der var sat sammen af de 1.350 firkanter på 12 x 12 cm, som strikkeentusiasterne nåede at lave.
Snedronningen blev afsløret til kommunens nye håndarbejdsfestival, der for første gang fandt sted i januar 2026 i Kulturhuset InSide i Hammel. Efter festivalen var kjolen på turné i andre byer i Favrskov Kommune, og der var også bud efter den, da Det Kongelige Teater opførte Snedronningen ved en udendørs forestilling ved Moesgaard Museum i Aarhus.
Kulturhusene i Favrskov har besluttet at gentage succesen med at skabe et borgerinddragende kunstværk. Denne gang bliver sommerfuglepupper og frihækling omdrejningspunktet for processen med Jane Susanne Andersen, leder af Billedskolen i Ulstrup, som kunstnerisk tovholder på fællesværket.
»Frihækling er en kreativ hækleteknik uden fastlagt mønster eller opskrift, hvor man arbejder intuitivt med garnrester, farver og forskellige masker,« fortæller Jane Susanne Andersen i en pressemeddelelse fra de kommunale kulturhuse.
Arrangørerne håber på at få mange bidrag, der skal afleveres på et af bibliotekerne i Favrskov senest 12. december. Herefter bliver de samlet til store kunstneriske sommerfuglepupper, som afsløres i InSide til ferniseringen på den næste Skab-festival, 22. januar 2027.
»Valget af en puppe er ikke tilfældigt. Det er nemlig derinde, forvandlingen sker fra larve til sommerfugl. Det er en vild proces, og det er det, jeg gerne vil forsøge at symbolisere med værket. At vi lærer af og med hinanden, og at det, vi gør sammen, er større, end det vi kan gøre hver for sig,« siger lederen af Billedskolen.
Initiativtagerne har fokus på at skabe rammen om hyggelige og inspirerende fællesskaber.
»Favrskovs biblioteker og kulturhuse vil rigtig gerne understøtte borgernes trivsel. Der er masser af forskning, der viser, at det er godt for vores hjerner, kroppe og psyke at bruge hænderne og være kreative, især når vi gør det sammen,« siger kulturformidler Christinna Færch Svensson.
Ved opstartsworkshoppen på fællesværket havde ikke færre end 50 hæklere tilmeldt sig, og der blev snakket og hæklet på livet løs. Selv om man gik glip af opstartsworkshoppen, kan man sagtens nå at være med. Man kan både hente en infofolder på biblioteket om fællesværket og læse mere på Facebook: skab/fællesværk.