AGF's mirakelmesterskab har for evigt forandret Aarhus på samme måde som EM-sejren i 1992 har præget Danmark

”Da guldet kom hjem til Aarhus” er en ny bog af journalisten Jørgen Høg og fotografen Lars Bech, der var på pletten, da miraklet fandt sted.

AGF blev som bekendt danske mestre efter 40 år med håb, skuffelser, evig tålmodighed og en aldrig svigtende sammentømret fanskare. Et fænomen, der i sig selv kan undre og lægge op til antropologiske studier.

Endelig skete det helt umulige. Fodboldholdet, der hverken havde økonomi eller mandskab til at vinde, gjorde det alligevel: Tog guldet.

Det dokumenterer bogen, som udkommer 30. oktober, med en lang række pletskud og samtaler med alt fra træneren, målmanden og inkarnerede fans til børn, de helt unge, nye danskere og direktører.

Der er underholdende citater af alt fra paven, kongen og Tobias Rahim til pølsemanden på Strøget i hans guldbeklædte pølsevogn og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard, der er fotograferet i sin AGF-trøje og kittel.

Sognepræst Flemming Baatz Kristensen prædikede i gulddagene i Sct. Pauls Kirke om, at Jesus er det vigtigste i livet, dog med en vigtig tilføjelse:

»Både fodboldtræneren Jürgen Klopp og pave Benedikt har sagt det meget præcist: ”Fodbold er det næstvigtigste af det vigtige.”«

Jørgen Høg har skrevet fra publikums synspunkt, uanset om han har talt med spillere, aarhusianere eller kloge hoveder, som han siger.

»Bogen er oplagt, fordi det var en historisk og berusende begivenhed. Sejren kom i to hug. Den var i hus allerede før sæsonens sidste kamp, så vi havde mulighed for at planlægge, hvordan vi kunne dække den. Vi var med på Bispetorv, gik på Dronning Margrethes Vej til Vejlby Stadion og var med til fejringen om aftenen på Tangkrogen. Dér eksploderede det hele. Både publikum og showet overgik sig selv,« siger han.

Større fest end i 1992

Festen og glæden ville ingen ende tage. Aldrig har den ellers så lattermilde Smilets By festet så hårdt igennem. Menneskemængden var massiv og stemningen euforisk, uden at volden var inviteret med. Trods store mængder alkohol og pladsmangel var der i modsætning til så mange andre steder i verden ikke voldelige overfald eller sammenstød.

Aarhusianerne festede sammen. Alle slags aarhusianere var med til guldfesten.

Og selv om det allerede nu kan synes længe siden, og AGF har mange flere nederlag end sejre, så kan det ikke ændre på, at vi har oplevet sejren og fejret den sammen.

Det er som da Danmark mod alle odds vandt EM i 1992, da vi kom med på et afbud. Sommeren 92 samlede nationen i en grad, der sjældent er set, og som er blevet en del af vores selvforståelse: At fællesskabet er større end alt andet.

»Jeg boede i Aarhus i 1992 og kan huske, da folk gik på gaden, men guldfesten i år var helt ekstraordinær, for mesterskabet var helt uvirkeligt. Mange havde svært ved at forstå det. Det var ikke kun kæmpe på grund af sejren, men i mindst lige så høj grad på grund af festen. Det var en vanvittig uge,« siger Jørgen Høg.

Vil huske det for evigt

Han skriver i bogens forord, at den handler om glæde, forløsning, fællesskab og sammenhængskraft.

»Vi kommer aldrig til at glemme de vidunderlige dage i maj 2026, da tusindvis af fremmede tog hinanden i hånden og sang fællessang uden at veksle et ord bagefter. Sammensmeltningen af AGF-tilhængere og helt almindelige dødelige aarhusianere lykkedes totalt; mesterskabet havde helt åbenlyst gjort noget ved Aarhus og skabt en kollektiv hukommelse.«

Hans oplevelse understøttes af en lang række udsagn i bogen.

»Vi krammede hinanden, mens vi hulkede, og vi ses måske aldrig igen. Fordi vi var glade og lettede og overraskede og berusede,« Anne Frost, ledelsesrådgiver.

»Fuck er det for real, det her? Hvornår kommer der nogen og fortæller os, at det ikke passer alligevel?« Frej Elbæk PR-konsulent.

Alle aarhusianeres fest

»Når vi står derude og krammer hinanden, er vi alle ligeværdige, og vi er også lige sårbare,« Nora Buchhave, journaliststuderende.

Et eksempel på AGF’s kæmpe sammenhængskraft kommer til udtryk på en lang række fotos af nye aarhusianere med alle mulige hudfarver, der er mindst lige så euforiske som alle andre.

Jørgen Høg og Lars Bech var overvældede af den entusiasme, de oplevede på gaden fra blandt andet en mellemøstlig familie. Moren gav den fuld gas og sang så højt og hjerteligt med på AGF-sangene, at man ikke kunne få hende i tale. Billedet af dem og mange andre taler sit tydelige sprog.

Tobias Rahim satte til gengæld ord på oplevelsen af at møde modstand og blive kaldt fremmed, da han som ung aarhusianer ville opleve AGF. Han er siden blevet en stor mand og sang på scenen ved fejringen i Tangkrogen.

»For mig er det her ikke bare en fejring, at vi har vundet det her lort. For mig er det en fejring af, hvor AGF er i dag. Nu er det hele byens hold. Hvor byens hold er hele fucking byens hold. I alle vores smukke hudfarver. Så prøv lige at høre her: Jeg står her og er stolt af den her trøje,« sagde Tobias Rahim.

En ægte lokal fodboldklub

Bogens forfatter har talt med forskere på Aarhus Universitet om, hvorfor byen fandt sammen i én stor kollektiv energiudladning, og mesterskabet kunne favne hele byen:

Midaldrende mænd stod og græd, unge kvinder gav hinanden lykkeknus, unge mænd kravlede op i træer og lygtepæle, folk hang ud ad vinduerne.

Noget af forklaringen er ifølge professor Kirsten Frandsen og lektor Unni From fra Medievidenskab på Aarhus Universitet, at fodbold er blevet mainstream, og at alle gerne vil være med, når der sker noget så ekstraordinært, eksklusivt og sjældent som AGF’s mesterskab.

De mener desuden, at den store publikumstilstrømning hænger sammen med, at klubben ikke er købt af udenlandske investorer, men har stærke rødder solidt plantet i foreningens identitet. Så det bliver en ægte aarhusiansk begivenhed.

For Jørgen Høg var den både ægte og aarhusiansk. Han føler sig heldig, fordi han har oplevet den.

»Sikke et tidspunkt at være i live på. Folk kunne lige så godt have stået nede midt i havnebassinet, for alle kunne gå på vandet,« siger Jørgen Høg.