Fortsæt til indhold

Komiker snydt med filmprojekt skal udvikle rigtig spillefilm

TV 2-program med den østjyske komiker Rasmus Wallbridge er blevet kritiseret for at udstille ham med drøm om spillefilm.

Kultur og byliv
/ritzau/

Komikerne Rasmus Wallbridge og Martin Johannes Larsen, der netop er aktuelle i det omdiskuterede tv-program ”Alle elsker Rasmus”, skal alligevel udvikle en spillefilm med Nordisk Film.

Det er kommet frem torsdag, men aftalen er ikke kommet i stand som følge af den kritik, programmet har mødt siden sin premiere.

Det oplyser TV 2 til Ekstra Bladet.

I programmet har 149 personer, heriblandt bedstevennen og komikerkollegaen Martin Johannes Larsen, gennem fire måneder bildt Rasmus Wallbridge ind, at han skulle lave sin helt egen spillefilm - komikerens store drøm.

Men det hele viser sig at være fup, for Rasmus Wallbridge er i virkeligheden hovedpersonen i en prank af TV 2 og produktionsselskabet Drive Studios.

Det har mødt kritik, og prankprogrammet er blevet beskyldt for at gaslighte Rasmus Wallbridge. Et begreb for psykisk manipulation, hvor en person får en anden person til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse og dømmekraft.

Men torsdag skriver Ekstra Bladet, at det i rulleteksterne til det sidste afsnit af programmet fremgår, at komikerne har en aftale med filmselskabet.

»Efter optagelserne er Nordisk Film gået sammen med Rasmus og Martin om at udvikle en spillefilm. Denne gang er det rigtigt. Om det bliver en dansk Scary Movie, må tiden vise, står der.«