Fortsæt til indhold

Julemarked med 21.000 gæster runder i år 100 boder og tager en weekend ekstra i brug

Clausholm Slot tager en weekend mere i brug, så det populære julemarked i år har åbent i tre weekender. Samtidigt er åbningstiden udvidet, og der kommer flere boder end sidste år.

Kultur og byliv
sra

Sidste år besøgte 21.000 gæster julemarkedet på Clausholm Slot, der i år for tredje gang åbner portene til et juleeventyr i historiske omgivelser. I år tages en weekend mere i brug, og julemarkedet åbner allerede lørdag 14. november. Der er åbent lørdag og søndag i uge 46, 47 og 48. Samtidig er åbningstiden udvidet med 30 minutter, så gæsterne kan nå at opleve de mere end 100 markedsboder og se den oplyste slotspark efter mørkets frembrud.

Clausholm glæder sig til at invitere til seks dage med stemningsfuldt julemarked fyldt med oplevelser, tradition og ægte julestemning. Slottet oplyser i en pressemeddelelse, at sidste års julemarked blev mødt med stor begejstring fra nær og fjern. I år lægger Clausholm igen op til julehygge, gaveinspiration og juleminder – i hjertet af et historisk barokslot, omgivet af lys, gran, duften af gløgg og lyden af julemusik.

I år bliver der endnu flere boder, længere åbningstid og flere åbningsdage til julemarked på Clausholm. Pressefoto

Over 100 boder

I år kommer der næsten 30 boder mere end sidste år, så i alt mere end 100 boder kan besøges, og for de legelystne børn åbner et nyt jule-legeområde. De stemningsfulde stalde og avlsbygninger bliver fyldt med håndplukkede stadeholdere, lokale delikatesser og kunsthåndværk, mens slotsparken og gårdspladsen emmer af jul med juletræer, musik og aktiviteter for hele familien.

»Det varmer os helt ind i hjertet, at så mange fandt vej til Clausholm og vores julemarked sidste år,« siger godsejer Christian Alexander Berner og fortsætter:

»Det var en stor glæde at opleve, hvordan slottet og haven fyldtes med liv, smil og ægte julestemning. For min familie og mig er det noget helt særligt at kunne dele Clausholm med så mange, og vi ser utroligt meget frem til at byde gæster velkommen igen i år. En stor tak skal lyde til vores dygtige kolleger, frivillige og samarbejdspartnere, som med hjerte og hænder skaber rammerne om en juleoplevelse, man ikke oplever andre steder. I år har vi lagt endnu flere kræfter i at gøre markedet smukkere, mere levende og endnu mere Clausholm.«

Du kan selvfølgelig møde Santa Clausholm i hans eventyrlige julehule. Pressefoto

Santa Clausholm

Listen over oplevelser til Jul på Clausholm er lang i år og byder blandt andet på flere madoplevelser, et væld af aktiviteter og underholdning samt åbningen af et nyt skovområde, så gæsterne får endnu bedre plads til at nyde julestemningen – og så kan man selvfølgelig møde Santa Clausholm i hans eventyrlige julehule.

Traditionen tro bliver der rig mulighed for at finde årets julegaver blandt markedets mange boder, besøge slottets udstillinger og gå en tur i slotsparken, som pyntes op til jul.

Der er åbent 14., 15., 21., 22., 28. og 29. november. Billetter til julemarkedet kan købes på clausholm.dk eller ved ankomst.