Guide: Her kan du tage på julemarked i Østjylland
Mangler du idéer til julegaverne, julepynt til hjemmet eller har du bare lyst til at julehygge med æbleskiver og gløgg? Østjylland bugner af julemarkeder, hvor du kan komme i julestemning. Vi giver dig overblikket her.
Der er gratis adgang til julemarkederne med mindre andet er nævnt.
Aarhus
På den hyggelige Møllestien inviterer gadens beboere 28. november til julemarked for 17. gang. Gaden vil være fyldt med boder og pyntet med lys og gran. Overskuddet går direkte til et velgørende formål. Der er åbent fra kl. 10 til kl. 16.
Godsbanen forvandles til et levende juleunivers, når der er julemarked fra kl. 10 til 16. I de mere end 100 stande kan du gå på opdagelse i kunst, design og håndlavede produkter, og Restaurant GODS sælger mad og drikke. Der er åbent lørdag 5. december og søndag 6. december.
Den Gamle By holder jul fra lørdag 14. november til og med torsdag 31. december. Gå på opdagelse i 400 års juletraditioner med lysende lanterner, julepyntede gader og æbleskiver anno 1616. I Julebutikken finder du mundblæst og håndmalet pynt, og i Museumsbutikken kan du købe traditionelt 70’er-pynt. Flere steder sælges der julemad og julebag, noget af det med et historisk tvist. Det koster almindelig entré til museet at komme ind.
I Tivoli Friheden er der juleåbent på udvalgte dage fra lørdag 14. november til onsdag 30. december. Parken forvandles til et magisk jueland med glitrende lys, julekugler og sne. Ved sceneområdet er der julemarked, hvor du kan gå på opdagelse i de mange boder, hvoraf nogle af dem sælger julegodter som æbleskiver, risengrød og flæskestegssandwich. Det koster almindelig entré at komme indenfor.
I Ridehuset er der blevet holdt julemarked i mere end 30 år, og i år er ingen undtagelse. Fra fredag 27. november til fredag 20. december kan du gå på opdagelse mellem de 80 boder, og mange af stadeholderne skiftes uge efter uge, så du kan komme igen og igen. I caféen kan du slappe af med blandt andet gløgg, æbleskiver, kage og sandwich.
Som noget helt nyt bliver Klostertorv omdannet til julemarkedet Julen i Aarhus. Det holder åbent hver dag fra fredag 13. november til og med tirsdag 22. december, hvor boder, julelys og julelækkerier giver mulighed for at tanke julestemning midt i byen. Der vil desuden være flere gratis koncerter gennem hele perioden.
Skanderborg
På Lille Nyhavn i Skanderborg fyldes torvet med hyggelige træboder, hvor du kan købe julepynt, kunsthåndværk, dekorationer og andre fine sager. Du kan også hygge med gløgg og æbleskiver og få varmen ved bålfadene. Der er åbent i julehytterne 21., 28. og 29. november samt 5., 6., 12., 13., 19. og 20. december. På lørdagene er der åbent fra kl. 10 til 15, og på søndagene fra kl. 11 til 15.
Kulturhuset Skanderborg fyldes med boder, når der er adventsmarked 21. november fra kl. 10 til 15. Her kan du finde spændende ting som lædervarer, papirblomster og hæklede nisser. Udstillerne er valgt, så de repræsenterer et bredt udvalg af kunst og kunsthåndværk.
I weekenden 21. og 22. november er der Jul på Torvet i Galten, begge dage med start kl. 10. Begge dage kan du gå på oplevelse i boderne, købe mad og drikke og tage en gratis tur med juletoget. Om lørdagen er der underholdning med tryllekunstner Jesper Grønkjær, og søndag går Pyrus på scenen med et juleshow til børnene. Jul på Torvet kulminerer søndag kl. 16, hvor julemanden skal vækkes, så han kan tænde byens juletræ.
Slottet bliver pyntet smukt op til jul, når der er julemarked på Sophiendal Slot 28. og 29. november. Der er boder med lokale udstillere, der sælger julevarer, kunsthåndværk og specialiteter, og i det kreative juleværksted kan du male din egen julekop. Der bliver solgt gløgg, æbleskiver, varm kakao og friskbagte vafler. Lørdag er der åbent fra kl. 11 til 17, og søndag fra kl. 11 til 16.
28. og 29. november er der julemarked i Ry, om lørdagen både i Torvehallen og i Pakhuset, og om søndagen kun i Pakhuset. I Pakhuset kan du finde boder med kunsthåndværk, mens du kan smage lokale produkter og købe lækre fødevarer i Torvehallen. Begge dage er der åbent fra kl. 10 til 16.
Jul på Gl. Rye Mølle finder sted søndag 29. november fra kl. 12 til 16. I læ under sejlduge vil der være boder med hjemmelavede ting, brændte mandler, æbleskiver og gløgg. Kl. 14 er der underholdning med en ildspyende mand, og kl. 16 kaldes julemanden frem fra sit skjul, hvorefter der gås fra møllen til torvet, hvor julelyset tændes.
Julemarkedet er en af årets største begivenheder på Vestermølle. I weekenden 5. og 6. december, begge dage fra kl. 10 til 16, kan du gå på opdagelse i de mere end 70 stande og hygge med lækkerier som gløgg, æbleskiver og hjemmebagt julekringle. For børnene er der udendørs legeoplevelser og mulighed for en trækketur på hest mod betaling.
I Hørning slår Rådhusloftet dørene op til et hyggeligt julemarked søndag 6. december. Der er stande med keramik, strik, træhåndværk og meget mere, og du kan købe æbleskiver. Der er åbent fra kl. 10 til 15.
Randers
Kronjyllands Y’s Men’s Club inviterer til julemarked i Helligåndshuset fredag 20. og lørdag 21. november. Du kan finde inspiration til julegaverne i de mange boder, og i caféen sælges der gløgg og æbleskiver. Fredag er der åbent fra kl. 12 til 18.30 og lørdag fra kl. 9.30 til 13.30.
21. november er der julemarked på Randers Friplejehjem holder julemarked lørdag 21. november fra kl. 14 til 16.30. Der vil være forskellige boder med blandt andet strik, retroting og hjemmebag, og du kan også købe dekorationer, adventskranse og kirkegårdspynt. Der er lotteri med flotte præmier, og et kreahjørne, hvor børnene kan hygge. Du kan også købe gløgg, æbleskiver, kaffe og småkager.
På Fussingø Slot er det igen tid til den traditionsrige begivenhed ”Jul på Slottet” i weekenden 28. og 29. november, begge dage fra kl. 10 til 16. Slottet bliver pyntet op til jul, og de gamle stuer fyldes med kræmmere og kunsthåndværkere, der sælger blandt andet keramik, strik, julepynt, konfekt og andre fristelser. I middagstimerne vil der være korsang, og der er forskellige aktiviteter for børnene. Caféen er klar med gløgg, æbleskiver, klejner, kaffe og te. Der er entré på 30 kroner.
Der er julemarked i Munkholmhallen lørdag 12. december, hvor hallen fyldes med stande, hvor du kan gøre en god handel, når kræmmere og private sælger loppeting. Du kan købe gløgg og æbleskiver, og der er også mulighed for at købe morgenmad og frokost. Der er åbent fra kl. 10 til 16, og det koster 30 kroner at komme ind.
Favrskov
I tre weekender, 14., 15., 21., 22., 28. og 29. november, slår Clausholm Slot dørene op til deres velbesøgte julemarked. I år kommer der knap 30 boder mere end sidste år, så du kan gå på oplevelser i mere end 100 boder med kunsthåndværk, juleting og lokale delikatesser. Børnene kan lege i et nyt jule-legeområde og gå på juleeventyrjagt, du kan besøge slottets udstillinger og gå tur ii den smukke slotspark, og der kan købes julemad og -drikke. Der er åbent fra kl. 10 til 17 på alle åbningsdage, og det koster 120 kroner at komme ind, hvis du køber billet på forhånd, eller ti kroner mere, hvis du køber billet i døren.
Lørdag 14. november er der julemarked i Sløjfen i Hadsten. Lokale kunsthåndværkere og designere sælger alt fra håndlavede julegaver til dekorationer, og lokale børn sælger ud af legetøjet. I Skafferiet er der julecafé, hvor både den lille og den store julesult kan stilles. Der er åbent fra kl. 10 til 16.
Café RUG i Hinnerup inviterer til krea-julemarked søndag 15. november i RUGsalen. Lokale udstillere fylder boderne med blandt andet håndfarvet garn, tasker af genbrugsstof og delikatesser, og du kan købe hjemmebagte vaniljekranse, æbleskiver og varme drikke. Der er åbent fra kl. 10 til 15.
5. og 6. december arrangerer Lions Club Hvorslev julemarked på Ulstrup Slot på 38. gang. Det gamle renæssanceslot danner en magisk ramme om julemarkedet, hvor du kan finde unikke julegaver, håndlavede produkter og lækre delikatesser i boderne. I Riddersalen kan du nyde æbleskiver og gløgg, og vil du hellere have en kop kaffe og lidt friskbagt brød, så kan det findes hos bageren i slotskælderen. Julemanden deler godter ud kl. 13, og lørdag kl. 13 spille Hinnerup Garden. Der er åbent begge dage fra kl. 10 til 16. Det er gratis at komme ind, men det koster 20 kroner at parkere.
Norddjurs
Der er både søstjerner og julestjerner, når Kattegatcentret slår dørene op til deres traditionsrige julemarked mellem pingviner og hajer i weekenden 21. og 22. november, begge dage fra kl. 10 til 17. Entré koster 60 kroner og giver både adgang til julemarkedet og til resten af Kattegatcentret. Heraf går 10 kroner til centrets arbejde med naturbevarelse i de danske farvande.
På Det Grønne Museum er der julemarked i weekenden 28. og 29. november. Der er boder med blandt andet kunsthåndværk, uldvarer og julelækkerier, og du kan også gå på opdagelse i juleudstillingen Alletiders jul, der udfolder julens historie gennem 300 år. Museets frivillige har også boder, hvor de viser gamle håndværk frem og tilbyder smagsprøver, og der er forskellige aktiviteter for børn. Entré koster 140 kroner og giver adgang til både Det Grønne Museum og Gl. Estrup.
28. og 29. november er der Kunstnernes Julemarked i Baunhøj Mølle i Grenaa. Man vil kunne finde arbejder fra mange forskellige områder, og kunstnerne vil være til stede og kan fortælle om deres arbejde. Begge dage er der desuden jazzkoncerter, og der kan købes gløgg og æbleskiver. Begge dage er der åbent fra kl. 10 til 16.
Syddjurs
I Ebeltoft inviterer Maltfabrikken indenfor til julemarked i weekenden 12. og 13. december, begge dage fra kl. 11.00 til 15.30. Julemarkedet breder sig over to etager i hovedbygningen, på Kulturloft og i gården, hvor der er boder med kunsthåndværk og delikatesser.