Prisen stiger igen: Nu nærmer en Smukfest-billet sig 4.000 kroner
»Det er mange penge, men sammenlignet med andre festivaler er det ikke en dyr billet, hvis man ser på, hvad der er med i prisen,« siger Trine Bang, indholdschef, direktionsmedlem og talsperson for Smukfest, til Gaffa.
En partoutbillet til Smukfest næste år stiger med 200 kroner og kommer til at koste 3.895 kroner, mens festivalen samtidig sætter 2.000 færre billetter til salg til lørdagen.
Det skriver musikmagasinet Gaffa.
Festivalen hæver også prisen på endagsbilletter med 100 kroner, bortset fra søndagsbilletterne, og forklarer ifølge musikmediet, at prisstigningen hænger sammen med, at det generelt er blevet dyrere at afholde festival og købe livemusik.
Til sammenligning koster en partoutbillet til Roskilde Festival 2.650 kroner for otte dage, mens man på NorthSide kan få en tredagesbillet til 2.400 kroner. På Tinderbox koster det 2.650 kroner for tre dage.
»Det er mange penge, men sammenlignet med andre festivaler er det ikke en dyr billet, hvis man ser på, hvad der er med i prisen,« siger Trine Bang, indholdschef, direktionsmedlem og talsperson for Smukfest, til Gaffa.
Ifølge Gaffa peger Smukfest også på, at billetten dækker omkring 170 koncerter over otte dage samt blandt andet camping, parkering, transport, garderobe og forsendelse af armbånd, og at gæsterne stadig kan betale i rater eller arbejde som frivillig for at få adgang.
Beslutningen om at sælge færre lørdagsbilletter hænger ifølge festivalen ikke direkte sammen med episoden under The Minds of 99-koncerten i sommer, hvor gæster blev evakueret om bag barerne, da der kom for meget pres på festivalpladsen. Men en publikumsundersøgelse viste, at mange oplevede lørdagen som tæt pakket.
Billetsalget til næste års Smukfest begynder på tirsdag, 3. november, kl. 10.