Stor østjysk støtte til Rasmus Wallbridge
Tingager-trøje, frisk havbars og ikke mindst masser af kærlighed på vej til den hårdt prøvede komiker.
Lørdag lagde TV2 sig endelig fladt ned og fjernede programmet ’Alle elsker Rasmus’, hvor komiker Rasmus Wallbridge gennem fire måneder føres bag lyset i den tro, han er ved at udvikle en film.
TV 2s programdirektør Dorthe Tirstrup undskyldte efterfølgende for sin dårlige dømmekraft.
Inden da havde Rasmus Wallbridge selv, efter flere dages tavshed, kommenteret programmet på Instagram, hvor han skød flere af TV2’s påstande om prgrammet ned.
På det sociale medie er det også strømmet ind med støtte til komikeren, der bor i Hørning.
Blandt andet fra hans hjerteklub AGF, som sender masser af blå-hvide hjerter til Rasmus Wallbridge, mens andre kræver status af AGF-ambassadør og legendetrøje til den hårdt prøvede komiker.
En trøje er i hvert fald på vej til Wallbridge, for AGF-profilen Frederik Tingager skriver:
»Jeg sender en signeret Tingair trøje afsted til dig. Det fortjener du.«
Den handling bliver også hyldet i kommentarerne, hvor en bruger humoristisk også fisker efter lidt Tingager.
»Æhm 150 mennesker har også fuldstændig svigtet mig, nu mens du er i gang. Ej det er stærkt gjort!,« skriver vedkommende akkompagneret af blinkende emojier.
Også andre lokale profiler bakker op om Wallbridge, som blandt andet ikke behøver at tænke over menuen til nytårsaften.
Jakob Clausen, indehaver af Clausens Fiskehandel på havnen i Aarhus, har om nogen også prøvet at være i medierne, og herfra lyder det:
»Jeg gemmer verdens bedste havbars til dig til nytår. Fortsæt med at gi’ den gas.«
Herudover er kommentarsporet fyldt med støtte og kærlige tilkendegivelser fra et hav af kendte og knap så kendte danskere.
Brugeren ’barnligfar’, som selv laver humoristiske indslag på Instagram rammer måske hovedet på sømmet oven på virakken.
»Som du måske kan læse på alle kommentarerne er der èn ting som står tydeligt nu efter det hele: Alle elsker virkelig Rasmus.«