Fortsæt til indhold

Prisvindende skatehal er i fare – risikerer lukning inden jul

Ny bestyrelse skal på plads meget snart, hvis ikke den ellers populære skatehal skal lukke

Kultur og byliv

Skatehallen Board and Fun i Allingåbro mangler en ny bestyrelse.

Lykkes det ikke inden 15. december, må den ellers populære skatehal på Hovedgaden lukke, meddeler Board and Fun på Facebook.

»Board and Fun Allingåbro mangler en ny bestyrelse til at overtage foreningen og en håndfuld frivillige til at drive hallen. I bestemmer selv, hvordan foreningen skal drives, og hvornår hallen har åbent. Vi vil rigtig gerne se den leve videre, men vi har brug for jeres hjælp,« lyder det fra den nuværende bestyrelse.

Der mangler lige nu ny formand, næstformand og kasserer, for at foreningen kan drives videre.

Der er dog ikke behov for forudgående kendskab til bestyrelsesarbejdet for at påtage sig en rolle i foreningen.

»Man behøver ingen erfaring, og vi hjælper gerne med overdragelsen,« lyder det fra den afgående bestyrelse.

Der inviteres til informationsmøde 22. i november, men tiden er knap. Lykkes det ikke snart at sammensætte en ny bestyrelse, må Board and Fun lukke inden jul.

»Deadline er 15. december. Er der ikke en ny bestyrelse og frivillige på plads inden da, må vi opsige lejemålet og lukke foreningen,« lyder meldingen.

Board and Fun har igennem efterhånden mange år været et populært sted for områdets skater-interesserede, mens folk også gerne har kørt et stykke vej for at besøge hallen.

Board and Fun er også tidligere vinder af Årets Kulturpris og Årets Forening ved Norddjurs Award.