AGF og Aros slår kræfterne sammen og lancerer ny trøje, der støtter kræftramte børn
To af byens største brands går i samarbejde, der blandt andet indebærer, at nogle af fodboldspillerne vil skrive autografer på kunstmuseet.
To af Aarhus’ store institutioner indgår et strategisk partnerskab, der har til formål at vise, hvordan parterne – hver især og sammen – samler aarhusianerne og skaber unikke oplevelser.
Partnerskabet har til formål at tydeliggøre, hvordan meningsfulde fællesskaber og socialt engagement i sport og kunst kan have en positiv virkning. Det skriver AGF og Aros i en pressemeddelelse.
»Både stor kunst og sportslige resultater skabes af passion, kreativitet og præcision, og begge dele har evnen til at bevæge mennesker. Derfor er jeg også virkelig begejstret for, at vi nu indgår et samarbejde, der kan give anledning til mange nye møder,« siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
»Aarhus er en by med mange sider, og både AGF og Aros er stærke kulturinstitutioner, der er med til at samle mennesker, skabe følelser og forme byens identitet. Ved første øjekast repræsenterer vi måske noget forskelligt, men vi deler en passion og en ambition om at være noget for vores by og for de mennesker, der bor her. Sammen kan vi skabe nye møder mellem mennesker, flere oplevelser og endnu mere fællesskab på tværs af Aarhus,« siger fodboldklubbens administrerende direktør Jacob Nielsen.
Blandt andet vil de to store brands med det fælles projekt Aarhus bag smilet vise, hvordan både kunst og fodbold kan være en støtte for aarhusianere, der har det svært og kæmper med forskellige udfordringer, hvad enten det er ensomhed, sygdom eller social udsathed. Vidnesbyrdene vil blive tilgængelige både på kunstmuseet og på stadion.
Ny fodboldtrøje
I forbindelse med Fodboldtrøje Fredag lancerer AGF og Aros en særlig fodboldtrøje i samarbejde med Andelskassen, som kan købes i AGFs Fanshop og museets butik. Alle indtægter fra salget går ubeskåret til Børnecancerfonden. Vi håber, hele Aarhus vil bakke op om initiativet.
Der vil blive afholdt autografarrangementer med udvalgte spillere på museet.
Samtidig får fodboldklubbens sæsonkortholdere og Aros’ årskortholdere adgang til særlige fordele. Det gælder blandt andet rundvisninger på det nye stadion og fri entré til museet i den første uge efter offentliggørelsen af partnerskabet og rabatter på årskort til museet.