Forventer 20.000 gæster til julemarked: I weekenden går det atter løs på slottet
»Efter 12 år er julemarkedet blevet en tradition for rigtig mange familier,« lyder det i pressemeddelelse.
20.000 gæster, mere end 90 udstillere, et stort juletræ og 12 års juletradition venter, når CHPevent igen inviterer til julemarked på Rosenholm Slot.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra CHPevent.
Første åbningsweekend har fundet sted, men i weekenden 7.-8. november mellem klokken 10-16 går det løs igen.
»Efter 12 år er julemarkedet blevet en tradition for rigtig mange familier. Vi oplever både gæster, der kommer igen år efter år, og nye gæster, som opdager markedet for første gang. Det er den kombination, vi gerne vil skabe: et julemarked, man har lyst til at vende tilbage til,« siger Claus Haas Petersen, direktør og ejer af CHPevent, lyder det i pressemeddelelsen.
Udstillerne findes blandt andet i slottets kælder, på slotspladsen og gårdspladsen, i den gamle hestestald, langs stierne, i det gamle tehus Birkentavl og i de hyggelige fællestelte.
Her kan man finde alt fra kunsthåndværk og design til julepynt, specialiteter og personlige gaveidéer. Undervejs kan man tage en pause med gløgg, æbleskiver og brændte mandler.
For børnene kommer Julemanden og Julemor på besøg søndag kl. 10-15. Derudover kan børnene besøge Julemandens rensdyrstand, og der er mulighed for en tur på en pony fra Gl. Estrup Ridecenter klokken 11-13. Der er også hestevognskørsel i parken.
For gæster, der gerne vil tættere på slottets historie, er der mulighed for at tilkøbe en guidet rundtur på Rosenholm Slot.
I år er der desuden en særlig anledning til at mindes en anden del af slottets historie. Det er 40 år siden, at Jul på Slottet første gang blev sendt, og Rosenholm Slot indgik som optagelsessted i julekalenderen. For mange danskere er slottet derfor også forbundet med minder om prinsesse Mia Maja og dansk jule-tv.