Fortsæt til indhold

Aarhuspigen har stået i Rådhusparken siden 1948: Nu kommer hun på auktion

Skulpturen kommer under hammeren med en vurdering på over en million kroner.

Kultur og byliv

I snart 80 år har hun stået i Rådhusparken i Aarhus. Nu kan en køber få sit eget eksemplar af Kai Nielsens »Aarhuspigen«, når auktionshuset Bruun Rasmussen den 18. november sætter en bronzeudgave under hammeren.

Det er altså ikke skulpturen i parken, der skal have ny ejer.
Eksemplaret på auktionen kommer fra en privat dansk kunstsamling og er vurderet til 1-1,2 millioner kroner.

Det skriver Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

Skulpturen er fra 1921 og forestiller en ung kvinde med lukkede øjne. Kunstnerens muse Harriet Wiegandt stod model til figuren, som ifølge auktionshuset findes i et begrænset antal eksemplarer.

Aarhuspigens historie i byen begyndte ved Aarhus Stadion.
Her blev det første eksemplar opstillet ved indgangen i 1921 sammen med andre skulpturer inspireret af antikkens sportsidealer. Efter en brand fik hun i 1948 sin nuværende plads i Rådhusparken.

Kai Nielsen, der levede fra 1882 til 1924, regnes blandt fornyerne af dansk billedhuggerkunst.

Han var optaget af vitalismen, som hyldede livet, naturen og kroppens kraft – temaer, der også præger Aarhuspigen.