Åbyhøj-virksomhed er solgt
Med overtagelsen får Heras nu også afdelinger i Aarhus og Aalborg.
Heras Denmark A/S har fra 5. november overtaget Din Låsesmed A/S. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Din Låsesmed har siden 1992 leveret låseservice og sikringsløsninger til private, virksomheder og institutioner.
Med base i Åbyhøj har virksomheden opbygget et lokalt kendskab og erfaring med alt fra mekaniske låse og låsesystemer til adgangskontrol og elektronisk sikring.
Med overtagelsen ønsker Heras at bygge videre på denne faglighed og skabe nye muligheder for både kunder og medarbejdere.
»Nu er vi blevet landsdækkende inden for låse og låseservice. Det er en vigtig milepæl i udviklingen af Heras, og det giver os et stærkere udgangspunkt for at betjene vores kunder på tværs af landet. Samtidig kan vi tilbyde Din Låsesmeds kunder adgang til vores samlede sikringsløsninger,« siger Lars Kramer, der er direktør i Heras Denmark, i pressemeddelelsen.
Stærkere lokal tilstedeværelse
Heras har allerede flere låsesmedsafdelinger på Sjælland. Med overtagelsen af Din Låsesmed får Heras nu også afdelinger i Aarhus og Aalborg.
Overtagelsen understøtter Heras’ ambition om at være tæt på kunderne med lokal rådgivning, installation og service.
»Låse og adgangsløsninger er en vigtig del af kundernes hverdag. Det kræver dygtige fagfolk, som kender installationerne og kan hjælpe, når behovet opstår. Vi glæder os til at byde vores nye kolleger velkommen og kombinere deres lokale erfaring med de kompetencer, vi allerede har i Heras,« siger Klaus Honoré, der er director of operations east i Heras Denmark.