Fortsæt til indhold

Ammende og nøgen mand på museet Køn i Aarhus

Agape har ikke bare ét køn men er en skægget mand med bryster, der ammer et spædbarn. Skulpturen indvies 2. februar på Museet Køn.

Byrummet

2. februar inviterer museet Køn til indvielsen af den nu færdige skulptur Agape.

Kunstneren Aske Jonatan Kreilgaards skulptur er udformet som en 3.5 meter høj, nøgen og ammende mand. Den har allerede vakt provokation og skabt debat i medielandskabet og vil pryde museets forhal indtil juli i år.

Det skriver Køn Gender Museum i en pressemeddelelse.

Multikunstneren Kreilgaard har i anledning af Mændenes Internationale Dag 19. november været artist in residence på museet, hvor han i dialog med museets besøgende har sat fokus på sårbarhed og maskulinitet.

Hvad skal en mand kunne?

Værket Agape er i kontrast til de klassiske græske skulpturer, fordi den er en hybrid mellem den maskuline og feminine krop.

Skulpturen bryder således med traditionelle kønnede karaktertræk og tilbyder en ny maskulin identitet, hvor femininitet og maskulinitet kan spille sammen.

Den ammende mand retter fokus på kønnenes mellemrum, og sætter spørgsmålstegn ved, hvad manden skal være og kunne.

Med nyklassicistiske referencer til det antikke ord ’agape’, der i dets græske oprindelse betyder ’ubegrænset kærlighed og affektion’, leder værket tankerne hen på den moderne mands renæssance.

Tidligere har maskulin styrke oftest har været portrætteret som ødelæggende, voldsom og kampklar, men her kommer styrken til udtryk gennem nærvær, ømhed og omsorg overfor det nye liv.

Med andre ord sætter værket lighedstegn mellem sårbarhed og mod i en flydende kønsforståelse og kan dermed både læses ind i spirituelle såvel som politiske sammenhænge.

Er selv model

Skulpturens materiale er delvist 3Dscannet ud fra kunstneren og kunstnerens kærestes egne kroppe og blotter herved også kunstnerens egen sårbarhed.

Aske Jonatan Kreilgaard (f. 1992) er multikunstner, foredragsholder og social iværksætter af blandt andet NGO’en Refugee Youth Service for uledsagede flygtningebørn.