Fortsæt til indhold

Efter rød løber i Aarhus: Dansk film opnår vild bedrift

Filmen Toscana med Anders Matthesen er den mest sete ikke-engelsksprogede film den seneste uge på Netflix.

Byrummet
/ritzau/

Den danske film Toscana er i denne uge den mest sete ikke-engelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix.

Det viser en liste på Netflix’ hjemmeside.

Ifølge streamingtjenesten er den danske film blevet set i intet mindre end 14,8 millioner timer den seneste uge.

Det giver Toscana en førsteplads foran filmene The Perfect Family og The Takedown på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Det er første uge, at Toscana topper Netflix’ liste over film, hvor engelsk ikke er det primære sprog i filmen.

Den danske film fik premiere på Netflix den 18. maj.

Toscana har komikeren og skuespilleren Anders Matthesen - også kendt som Anden - i hovedrollen.

I filmen spiller han kokken Theo, der bliver tvunget til at rejse til Italien for at sælge sin afdøde fars restaurant.

Ifølge Netflix har Toscana været den mest populære film i Danmark i løbet af den seneste uge.

Filmen har tilmed været en af de ti mest sete film i 59 lande. Blandt andet har filmen været populær i Italien, hvor store dele af filmen foregår.

Toscana er instrueret af Mehdi Avaz.