Ingen sure gamle mænd i Hemmingway Club
Den nye mandeklub handler ikke om whisky eller øl men om at komme på virksomhedsbesøg, høre spændende oplæg og blive opdateret.
Hemmingway Club i Aarhus mødes hveranden tirsdag klokken 9.30. Næste gang er 4. oktober, hvor turen går til Sallings varehus og Roofgarden, hvor deltagerne skal høre om arbejdet med dekoration af stedet.
Den nye klub har 20 medlemmer og plads til flere. De er veloplagte, aktive eller pensionerede 60+’ere, der vil nyde og bidrage til berigende diskussioner, spændende oplæg og foredrag – interne som eksterne - virksomhedsbesøg, mandehørm, udflugter og intern netværk.
De seneste par år er der etableret 27 mandeklubber af denne slags på Sjælland. I Aarhus er målet at nå 25-30 deltagere indenfor de næste måneder.
For at få størst mulig glæde af hinanden tilstræber Hemming Way Club en bred sammensætning. Der er alt fra yogainstruktører, erhvervskonsulenter og produktionsingeniør til anlægsingeniør, lokomotivfører, tandlæge, speciallæge, ejendomsmægler og en politimand.
Klubben har mødested i Frivillighuset, der ligger overfor rutebilstationen, men de fleste møder foregår rundt omkring i byen. Mændene har besøgt Botanisk Have, Automobilmuseet, Aarhus Havn og DR. Det årlige kontigent er på 100 kroner. Desuden splejser deltagerne til et par flasker rødvin til de eksterne indlægsholdere.
Tilmedling og nærmere info styrer Jan Elleby: tlf. 22287247. Man kan læse mere på hjemmesiden.