Fortsæt til indhold

Bliv glad ved at se på 80'er kunst

Farver og abstrakte former kolliderer i Kunst & objekt.

Byrummet

Hos Kunst & Objekt i Latinerkvarteret i Aarhus får udvalgte vintageværker nyt liv i håndlavede rammer, og fornyelsen sker i butikkens åbne værksted. Netop nu har de to indehavere, Lotte Enemark og Signe Bodal, fundet den glade og farvestrålende kunst fra 1980’erne frem fra deres store kunstsamling.

Det gælder kunstnere som Bent Karl Jacobsen, Tom Krøjer, Bamse Kragh Jacobsen, Kai Führer og Ole Folmer Hansen.

Serigrafiske tryk

Fælles for de udstillede værker er, at det er serigrafiske tryk i stærke farver med geometriske figurer som motiv. Flere af de danske kunstnere brugte i 1980’erne serigrafiets mulighed for farve og form med stor malerisk virkning.

Den serielle gentagelse af banale motiver, ofte positivt/negativt eller oven på hinanden er karakteristisk. Flere at de udstillede kunstværker er inspireret af den amerikanske pop art. De er præget af de stærke farver, en fabulerende opbrydning af formsproget og fokus på fladen.

»Vi føler, at verden lige nu står et sted, hvor vi virkelig har brug for at se den i farver. Vores udvalgte værker fra 80’erne har fået nye rammer, der komplimenterer motivernes energi. Kom og oplev de skønne værker, man bliver glad af at kigge på,« siger Lotte Enemark.

Udstillingen åbner torsdag 3. november kl. 11.