Fortsæt til indhold

Kæde åbner nyt bageri: »For helvede Martin, hvad vil du nu?«

Manden bag nyt bageri på Trøjborg »lever og ånder for gastronomi og råvarer.«

Byrummet

46-årige Martin Ib keder sig sjældent, og snart åbner manden bag den tilsyneladende evigt voksende madkæde MIB et nyt bageri på Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Aarhus.

Bageriet, der kommer til at ligge i den bygning, hvor man før kunne finde ”Fru Nielsens Bageri,” bliver skabt efter samme opskrift som eksempelvis MIBbageri Langenæs, MIBbageri Brynet i Risskov og/eller MIBbageri Pakhusene på Aarhus Ø.

»Det bliver ligesom dem, man kender rundt omkring i byen. Det bliver muligt at sidde og nyde en kop kaffe og et stykke brød eller kage. Det er nordiske råvarer, surdeje, og hjemmelavede chokolader,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Martin Ib har længe haft et bageri på Trøjborg i kikkerten, lyder det.

»Trøjborg er et godt område for os at være i, og min forventning er, at vi bliver en spiller på markedet og lokalt forankret, og så håber vi selvfølgelig, at folk vil tage godt imod os og bakke om bageriet,« siger han og fortsætter:

»Som tiden er nu, er der mange der siger ”for helvede Martin, hvad vil du nu?,” men jeg er ikke typen, der læner mig tilbage, og vi skal jo også have kage og brød, selvom det hele ser lidt stramt ud. Det så vi under corona.«

En kage fra MIB er sjældent billig. Til gengæld skal den være lavet med gode råvarer. Foto: MIB

Der går som regel ikke går længe mellem, Martin Ib og MIB åbner et nyt bageri i Aarhus.

»Nogle gange er det en tilfældighed, der gør det. Vi har et centralt bageri, og det kører, og så skal vi også sørge for at udfylde kapaciteten. Vi kan lige så godt bage 100 brød i stedet for 10 brød,« siger han.

Sindssygt, genialt

At Martin Ib åbner bagerier og restauranter med en fart, de færreste kan følge med i, hænger formentlig også sammen med, at han ikke er verdens mest tålmodige menneske.

»Det, jeg lever og ånder for, er gastronomi og råvarer, og jeg tænker 24/7 på at optimere råvarer og smag og forhåbentlig ramme bredt inden for den genre, vi har valgt. Det kan jeg da lige så godt være ærlig at sige,« siger han og fortsætter:

»I forhold til udvikling af produkter er det nogle gange sådan, at den mest sindssyge idé er den mest geniale idé.«

Morgenbrød a la Martin IB. Foto: MIB

Er der ikke en fare ved at åbne mange steder på kort tid?

»Det vil nogen synes. Min overbevisning er, at det skaber en samhørighed i tingene. Hvis vi kan spille lidt med på markedet i forhold til de andre konkurrenter, giver det mening at åbne.«

Du arbejder selv op mod 100 timer om ugen. Er du ikke bange for at brænde ud?

»Nej, det er jeg ikke. Jeg glæder mig hver dag til, at jeg skal på arbejde. Jeg synes, forretningsudvikling er sjovt. Selvfølgelig er der bump på vejen, det skal der også være, men det er sådan, jeg har gjort altid, så det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagen.«

MIB er en aarhusiansk madkæde, der indtil videre dækker over fem bagerier, et konditori og to restauranter.

Bygningen, der skal huse det nye MIBbageri, er under renovering. Åbningsdatoen for det sjette bageri i MIB-kæden er for nylig blevet skudt fra februar til april 2023.