Fortsæt til indhold

Har du set det? Dokk1 har fået en ny nabo

Olav de Linde har endnu en gang bedt den tyske kunstner, Hendrik Beikirch, om at udsmykke en mur på Mindet ved havnen overfor Dokk1.

Byrummet

Hendrik Beikirch tager rundt i hele verden for at lave kunst. Hans næste opgave er i Marrakech i det vestlige Marokko efter en opgave her i Aarhus.

Det er Olav de Linde, der har hyret den tyske kunster Hendrik Beikirch til at male en af facaderne på bygningen langs havnen. I 15-20 meters højde står den tyske kunster med akrylmaling og spraydåser.

Motivet er en gammel mand med et meget langt skæg. Det er dog ikke en bestemt mand, men et udtryk for noget generelt, forklarer Hendrik Beikirch.

»Det er baseret på en rigtig person, men når nu det er et maleri, er det ikke én til én fotorealistisk. Idéen er, at når nu havnen er i en overgangsperiode, så har vi her en ældre mand, der skal minde om, at fremtiden også er defineret af fortiden,« siger kunstneren, da vi har lokket ham ned fra liften.

Hendrik Beikirch bruger en blanding af akrylmaling og spraymaling til at male med. Foto: Kim Frost

Titlen er ikke fundet

»Olav de Linde har en god næse for at kombinere nye ting med de eksisterende,« siger Hendrik Beikirch.

»Jeg har haft total kreativ frihed under processen, hvilket har været enormt vigtigt. Det er ligesom med en fotograf og et billede. Hvis nogen fortæller fotografen, hvordan billedet skal se ud, så bliver det et dårligt billede.«

»Det har været nogle lange, hårde dage, hvor jeg er stået tidligt op og gået i gang klokken syv og først stopper 12 timer senere.«

Da avisen talte med Hendrik Beikirch, havde værket endnu ikke fået et navn. Det skal dog nok komme, fortæller han.

På spørgsmålet om, hvad han har fået for arbejdet med maleriet, svarer den tyske kunster:

»Vi har ikke forhandlet en pris endnu, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde en god pris. Olav de Linde har en stærk forhandlingsposition, fordi jeg virkelig godt kan lide området og bageriet (Jumbo, red.) lige hernede. For mig er det en slags miniferie,« siger Hendrik Beikirch med et grin.

Også her i Frichsparken, der ejes af Olav de Linde, har den tyske kunstner, Hendrik Beikirch, været på spil. Foto: Tahmasbi

Det er jo en kæmpe mur, hvordan dimensionerer du dine mål?

»Den magiske og mest interessante del er at finde den rigtige person og så finde lokationen. Jeg har printet et kanvas ud, hvor jeg har tegnet hele billedet af den gamle mand. Det er ikke plads til hele personen på bygningsfacaden, så en del er skåret væk,« forklarer Hendrik Beikirch.

»De fleste ville nok projektere maleriet op på facaden. Det har jeg ikke gjort. Jeg har lavet nogle markeringer og bruger så murstenene som en slags guide til at male.«

Det var Aarhus’ hidtil største kunstværk, da det blev lavet på pakhuset ved Balticagade 21. Foto: Gregers Tycho

Står bag lignende maleri

Hvis man er stedkendt på Aarhus Havn, vil man nok opdage, at det maleri, som Hendrik Beikirch er i gang med at male, til forveksling ligner et andet stort maleri lidt længere ude på havnen. Det drejer sig om det 210 kvm store maleri i sort/hvid af en rygende ældre mand placeret på facaden af Olav de Lindes havnebyggeri på tekstilkajen. Lige ved den store havnebygning ved Balticagade 21 overfor Havnepladsen imellem Dokk1 og Navitas.

Da det i 2016 blev malet, var det byens største kunstværk i det offentlige rum nogensinde. Det maleri stod den tyske kunstner også bag. Maleriet var Olav de Lindes bidrag til ”Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.”

Hendrik Beikirch har også lavet andre malerier i Aarhus. I 2012 var han sammen med en lang række graffitikunstnere fra hele verden, som havde atelier i en af Olav de Lindes bygninger på havnen. I den forbindelse lavede den tyske kunstner et værk i Frichsparken, og han har siden udsmykket Science Center Skejby og den tidligere chokoladefabrik i det centrale Aarhus, Elvirasminde.