Fortsæt til indhold

Gratis Peter Sommer-koncert på Salling Rooftop

Under Aarhus Festuge kan man på toppen af Sallings tag opleve den filosofiske hitmager.

Byrummet

Tre dag efter sin 49 års fødselsdag indtager Peter Sommer scenen på Salling Rooftop i Aarhus. Det sker torsdag 31. august klokken 20-22, fremgår det af Sallings opslag i Facebook-begivenheder.

Da koncerten er gratis, er det en god idé at være der i god tid, hvis man vil høre manden, der blev født i Aarhus men som siden flyttede til Skanderborg og sang så filosofisk om den: ”Gid du kom til Skanderborg og blev her”.

I det hele taget er Peter Sommer kendt for sit tankevækkende og lyriske univers og for at lægge stemme til store fortællinger om livet og kærligheden på en reflekterende måde.

En flot karriere

Han har siden sin debut i 2002 høstet et hav af roser og priser for sin musik. Hans mest spillede sang på DR stammer fra årene, hvor han samarbejdede med Simon Kvamm i duoen, ”De eneste to” med ”Jeg har ikke lyst til at dø”.

Nummeret ”Hvorfor løb vi?” er hans største hit, og slår sangen om Skanderborg, ”8-6-6-0”, der er hans næstmest afspillede sang i radioen.

”Elskede at drømme, drømmer om at elske” ligger på femtepladsen mellem et hav af mange andre kendte sange.

Den udkom i 2018 på hans femte soloalbum, hvor han med egne ord omfavnede kærligheden og tilværelsens tvetydigheder.

Det fik i en række store medier fem stjerner, og anmelderen skrev: ”Det nye album ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ viser at blandt moderne danske sangskrivere er Peter Sommer den eneste ene.”

Også hans største koncert nogensinde på Orange Scene i Roskilde fik samme år fem stjerner.

Han har vundet P3 Guld, været nomineret som ’Årets danske sangskriver’ og ’Årets danske udgivelse’ og modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Nu kommer han hjem til Aarhus for at spille på taget af Sallings stormagasin.