Fortsæt til indhold

Efter rekordsalg er Musikhuset klar med flere baskere og noget helt nyt

Musikhuset har solgt flere billetter end nogensinde før. Det skal fortsætte, så efteråret byder på alt fra en grim Aarhus V-fest og Londons bedste musikere til Malkovich og skærmfri tid med børn.

Byrummet

De har haft hovederne i blød i Musikhuset hen over sommeren for at komme op med det bedst mulige program, der igen kan fylde alle sæderne i Musikhuset alle dage i ugen.

Det er lykkedes i årets første halve år, hvor kun en enkelt procent af gæsterne er utilfredse med deres oplevelser.

Aarhus Onsdag møder den kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, sammen med direktøren, Jan Christensen, og presseansvarlige, Thomas Råhlin i et skinnende rent og solfyldt musikhus for at høre, hvad de er kommet op med.

»Nogle siger de har brug for et pusterum, andre har brug for noget at tænke over, noget inspiration, mens mange kommer for at få en fed oplevelse. De giver udtryk for, at de kommer ud med en ny energi, så vi fungerer som et mentalt fitness-rum,« siger en yderst tilfreds direktør, Jan Christensen.

Han konkluderer, at folk prioriterer kunst og kultur, også selv om deres økonomi måske har ændret sig. Mange køber billetter i god tid for at få de gode pladser, men der er i dag også en del, der køber impulsivt og i sidste øjeblik.

»De vil gerne ind og være en del af oplevelserne, som skaber et fællesskab. Vi kan også se, at de gerne vil være her længere, så vi gør meget ud af at have åbne barer, hvor der ikke er kø, at have oplæg til arrangementer og musik i caféen efter,« fortsætter Jan Christensen og påpeger, at man den bredde, det nye program har, vil alle kunne finde noget, der passer til dem.

Grim fest i pænt hus

Og hvad er det så, vi kan opleve i Musikhuset?

Et af de nyeste tiltag er stadig på tegnebrættet, men idéerne er mange, når GrimFest rykker fra Grimhøjvej i Brabrand og ind i det pæne glashus i Byparken.

Om der skal rulles græs ud og strøs træflis i hele huset, eller om barak-barerne og togvogns-restauranten skal flytte ind, vides endnu ikke.

»Vi har haft et møde med Aage Stokholm, og Grim har de samme værdier som os: fællesskab, noget kendt og noget nyt. Vi er ved at finde ud af, hvad der sker når Grim Festival indtager Musikhuset, og vi er åbne. Det er en utrolig hyggelig festival,« siger den kunstneriske Chef, Jeppe Uggerhøj.

»Vi har øvet os på at undersøge, hvad huset her kan holde til, og det er meget,« siger Jan Christensen, der med et glimt i øjet ikke er helt tryg ved situationen.

»Når vi vil skubbe til publikum, skal vi også kunne skubbe til os selv,« ler Jeppe Uggerhøj, der har denne her.

Noget for enhver

Den kunstneriske chef har gjort sig umage for at sammensætte programmet, så det åbner så mange døre som muligt. Det er hans opfattelse, at publikum er med på noget nyt.

»At opleve noget nyt er et af vores parametre, når vi vælger arrangementer, fordybelse uden skærm er et andet, tid til fordybelse et tredje og fællesskab et fjerde og meget vigtigt,« siger han og giver flere eksempler.

Man kan synge sig til fællesskab både med de klassiske fællessange og ved at synge med på pophits i Syng! Syng! Syng! i foyeren.

Der er skærmfri søndag for børn og bedsteforældre. De skal ikke bare høre en koncert, som børn kan koncentrere sig om i 45 minutter, men også male på gulvet, med på skattejagt og lære et rim.

I den klassiske afdeling kommer der fornemt besøg af blandt andre London Symphony Orchestra, der ikke før har været i Aarhus. Man kan også følge arbejdet, når nye talenter går på scenen med garvede og taler om det, de skal spille, og hvordan de fungerer bedst og kommer i kontakt med publikum. Hvorefter man overværer selve koncerten.

Forskellige genrer blandes i en ny cocktail, når den aarhusianske strygerkvartet, Who Killed Bambi, går på scenen sammen med to af byens mange dygtige kor, Maestra og Aarhus Pigekor.

En anden form for en helt ny sammensætning er når filosofiprofessoren, Svend Brinkmann, og komikeren/klarinettisten, Frederik Cilius, diskuterer, hvad der er helt galt? De har det til fælles, at de synes alt mulig er galt. Er de mon enige?

Julehygge og Malkovich-rædsel

Der vil som tidligere stadig være masser af comedy med alle landets store navne, der hen over året lægger vejen forbi med deres sidste nye show.

Julen vil blive traditionen tro blive med julesange, julemusik og julehistorier for børn. Det Kongelige Teater spiller Brødrene Løvehjerte og Den Kongelige Ballet danser nøddeknækkeren. Chris Minh Doky sørger for en jazzet version af White Christmas sammen med balletten.

Som noget af det første i det nye år kan de heldige, der har købt billetter i en fart desuden opleve verdens-filmstjernen, John Malkovich sprede rædsel og ondskab som seriemorder i The Infernal Comedy.

Der er mere af samme slags men på en helt anden måde i den virtuelle opera, Mortalities - En virtual reality-opera, hvor man får adgang til underverdenen, når dødens ledsager tager en i hånden.

Så er året skudt i gang og Musikhuset er klar til forårssæsonen.