Aarhus får sin første comedy club og bliver grinets by
Komiker-talenternes højborg får sin første klub og vil sende latterbrøl ned gennem Mejlgade.
Det vrimler med komiker-talenter i Aarhus, der går for at være landets bedste til udvikling af nye navne. Og de har i årevis ønsket sig en comedy-scene, hvor de kan byde publikum indenfor i miljøet. Samtidig får de et mødested og skriveværksteder, så de ikke altid behøver at være de ensomme ulve på vej til det næste job på endnu en scene.
»Jeg brænder for, at vi skal have et sted og kan ikke blive ved med at vente. Vi har talt om det i 10 år, så nu har jeg taget opgaven. Jeg er uddannet i oplevelsesøkonomi og har teoretisk viden om, hvordan en comedyklub kan strikkes sammen. Og så har jeg erfaring som daglig leder af et eventbureau,« siger Davor Bajlovic, som selv er komiker.
Hans forældre flygtede fra krigen i Kroatien, og han er vokset op i Randers og Aarhus i en iværksætter-agtig familie. Hans far er civilingeniør med eget firma, lillebror driver en helse/skønhedsbutik og vennerne ejer caféer og barer. Så springet er ikke stort.
Davor Bajlovic er typen, der ikke kunne lade chancen for at servere en virkelig god joke gå forbi sig. Heller ikke når prisen var at blive smidt ud af klassen. Han lever i dag af at optræde bl.a. til store firmafester og skal som noget nyt undervise ungdomsskoleeleverne i Skæring i comedy dette efterår.
»Der er mange flere komikere end de meget kendte, for man kan godt leve af at underholde ved arrangementer og at skrive tekster til andre. Det er en sjov disciplin, der ofte foregår på hold, hvor man arbejder sammen,« siger den nye klubejer, der ikke umiddelbart har nogen ambition om at blive en stor stjerne med soloshows.
Jeg brænder for, at vi skal have et sted og kan ikke blive ved med at vente. Vi har talt om det i 10 år.Davor Bajlovic, komiker og comedyclub-ejer
Fra smilet til grinets by
Indtil videre har han det godt med at inspirere skoleelever og at gøre Smilets By til Grinets By. Den er allerede godt på vej.
Da Thomas Warberg boede i byen i 2009 etablerede han et miljø, hvor man rakte ud efter nye talenter og hjalp dem. Dengang hed de Kasper Gross, Mikkel Rask, Jonas Mogensen og Ruben Søltoft. Siden har Melvin Kakooza, Mahamad Habane, Lasse Madsen og Victor Lander etableret sig i Aarhus.
De har alle optrådt på Alberts Bar på Store Torv. Den er kendt for gratis comedy, og Aarhus Comedy Club vil på ingen måde konkurrere med det.
»Alberts kører på hverdage, er gratis og udvikler talenter. Vores klub skal køre i weekenderne, have kendte navne ind imellem de nye,« forklarer Davor Bajlovic.
Han åbner sin klub til efteråret med Brian Mørk, Carsten Bang, Victor Lander, Oliver Stanescu og mange flere. Og allerede nu kan der købes billetter til Aspirant-aftener og Delux Mics på aarhuscomedy.dk.
»Planen er, at vi kommer til at have comedy torsdag, fredag og lørdag. Én onsdag om måneden laver vi Aspiranterne med de nyeste skud på stammen. Hver torsdag bliver der Delux Mic, og så laver vi såkaldte klubaftener i weekenden med op til tre komikere og en headliner, der optræder både fredag og lørdag,« siger Davor Bajlovic.
»Jeg drømmer om, at Aarhus Comedy Club skal blive et samlingssted for alle med en passion og en kærlighed for standupcomedy.«
I den gamle boltfabrik
Rammerne om den nye comedyklub bliver den gamle boltfabrik i Mejlgades nummer 44A. Inde bag den hyggelige baggård får Aarhus Comedy Club til huse, og det rustikke og rå look fra den tidligere industribygning er ideel til standup, mener Davor Bajlovic.
Han har haft Carsten Bang og Mahamad Habane med i Mejlgade for at se på lokalerne, før han slog til. De to etablerede komikere bakker op om klubben.
»Standup er i forvejen en ’nøgen’ genre – det er for det meste bare en komiker og en mikrofon – så det rå interiør er meget passende i den forstand. Det giver også en fed atmosfære for et publikum at opleve den i,« siger han.
Programmet for efteråret er allerede på plads, forklarer den nyslåede klubejer, og det bliver en blanding af weekendshows med etablerede navne, såkaldte Delux Mics, hvor garvede komikere kommer og tester nyt materiale af i længere tid end normale ’Open Mics’, og så en platform for de spirende talenter, der får chancen for at prøve kræfter med en professionel scene til de såkaldte Aspirant-aftener.
Davor Bajlovic ønsker at gøre standuppen tilgængelig – også for byens mange studerende, hvis SU ikke efterlader mange muligheder for at tage til betalte standup-arrangementer. Eksempelvis har han indført studiebilletter til Aspirant-aftenerne og til weekendernes klubaftener.
En almindelig billet til en klubaften i weekenden koster 150 kroner, en aften med Aspiranterne 65 kroner. og så er det beskedne 30 kroner for at se en Delux Mic.
Standup er i forvejen en ’nøgen’ genre – det er for det meste bare en komiker og en mikrofon – så det rå interiør er meget passende i den forstand.Davor Bajlovic, komiker og comedyclub-ejer
Den første af sin slags
Selvom der i mere end 14 år har været et veletableret miljø af komikere i Aarhus har byen ikke haft en dedikeret comedyklub. Københavnske Comedy Zoo lavede tidligere samarbejde med Musikhuset om at arrangere standup, og der er der også kommet flere steder til, der tilbyder aftener med standupcomedy.
Aarhus Street Food, Stand-Up i Nord og Prøverummet på Café Hack arrangerer betalte comedy-aftener, der er velbesøgte, men med Aarhus Comedy Club vil byen nu få et sted, der forhåbentlig vil stå klart i aarhusianernes bevidsthed som et sted, hvor der hver uge er mulighed for at komme ned og træne lattermusklerne.
»På de shows, der allerede bliver sat op rundt omkring, kan vi jo se, der er en stor efterspørgsel på standup. Også på de betalte shows. Så aarhusianerne er tørstige efter et sted, hvor de altid ved, at der sker noget comedy-wise. Så jeg håber, de vil kigge ned forbi Aarhus Comedy Club også,« siger han.
Første arrangement på Aarhus Comedy Club er en Delux Mic 12. oktober.