Fortsæt til indhold

Danske musikere og kunstnere støtter iranske kvindernes kamp

Signe Svendsen og danseren Selene Muñoz optræder blandt andre 12. september ved et støttearrangement i Musikhuset.

Byrummet

Hele september hyldes den unge iranske kvinde Mahsa Amini, der blev anholdt, fordi hun ikke bar tørklæde og døde i politiets varetægt og hele den bølge, som hendes liv og død er kommet til at betyde for frihedskampen i Iran.

En lang række kunstnere og kunstformer hylder musikken, kunsten, ytringsfriheden, demokratiet og retten til at udtrykke sig i tøj, stil og udtryk, præcis som man selv ønsker. Alt det som kunstnere og befolkningerne i Iran, Afghanistan og mange andre steder i Mellemøsten, ikke må.

Danske kunstnere bakker derfor op om de dansk-iranske kunstnere i deres forsøg på at holde fokus på udviklingen i Iran. Sammen med Aarhus Kommune, Musikhuset og de lokale kræfter, inviterer de befolkningen i Aarhus til at komme og vise deres støtte og opbakning.

Musik, dans, performances fylder Lille sal og viser bredden af kunst fra Iran, mens danske musikere, sangere, skuespillere og dansere viser deres støtte.

Man kan opleve:

Signe Svendsen, blev landskendt, da hun sammen med Rollo & King vandt Melodi Grand Prix med ”Der står et billede af dig på mit bord”. Sidste år kårede Politiken hendes nye album, Hvem Vil Ikke Elskes Igen, som et ud af de ti bedste danske.

Selene Muñoz er kendt for at fusionere flamenco med andre stilarter og er derfor banebrydende indenfor kunsten. Hun er lige dele danser og musiker og komponerer ofte selv musik til sine produktioner.

Selene Muñoz danser i Musikhuset tirsdag 12. september for at støtte iranske kvinders frihedskamp. Arkivfoto Ritzau/Scanpix

Jette Torp blev kendt, da hun optrådte med Finn Nørbygaard i showet ”Musik & Fis”, der spillede 170 gange og har siden udgivet en række albums.

The Boy That Got Away er uforfalsket og kompromisløs rock, der møder grunge. Det er lyden af buldrende trommer, pulserende baslinier, overbelastede forstærkere og en stærk vokal.

Navne på kunstnere og debattørrer offentliggøres løbende.

Digte og litteratur

Der vil også både være udstilling af bl.a. den unge dansk-iranske kunstner Kimia Bahari og en del af Inge Lyngaard Hansens smukke billedserie af herboende iranske kvinder.

Udstillingen kan opleves i Musikhusets foyer.

Fra kl. 16 danner Caféscenen bagtæppe til en digt- og litteraturrejse ind i den persiske kultur og på både farsi og dansk.

Koncerten kræver billetter men udstillingen og litteratur-delen i foyeren er gratis.