Fortsæt til indhold

Guide: Ugens udvalgte oplevelser i Aarhus

Aarhus Onsdags redaktion har udvalgt tre oplevelser, som på hver deres måde luner i årets sidste efterårsuge.

Byrummet
1

Bad Ass-broderi

Den bandende broderist Trine Runge Jessen kigger forbi Folkehuset Møllestien i Grønnegade og underholder om den vej, hun har taget for i dag at være blevet kendt som Broderisten og hende med de broderede bandeord.

Men Trine Runge Jessen vil ikke kun snakke, hun vil også have Møllestien til at brodere. Derfor gennemgår hun de mest elementære trin, der skal til for at lave et korssting.

Derudover får alle et begynderkit, der hedder ’Fuck bagsiden’. Her er der materialer og mønstre at øve sig på, og skulle man blive bidt af broderiet, kan man købe andre broderikits i folkehuset.

Fristet? Så kig forbi Møllestien mandag 27. november kl. 19 og begynd dit første eller næste broderi.

Broderisten Trine Runge Jessen. Pressefoto.
2

AySay

Aarhus er ikke en musikfattig by, tværtimod. Og der er mange koncerter at vælge imellem, hvis ørerne trænger. Én af dem kan findes i Viruphuset i Hjortshøj, hvor den Aarhus-baserede trio Aysay skruer op for forstærkeren på lørdag kl. 20.

Sidste år spillede de på Roskilde Festivals Rising-scene, deres andet album Köy er udkommet i år, de blev for nylig hyldet med en nominering for ’Årets Koncertoplevelse’ ved DMA Roots 2023, og i denne måned kan man se bandets tre medlemmer på forsiden af musikmagasinet Gaffa. Kort sagt, de stormer fremad.

Luna Ersahin er trioens frontfigur. Hun synger og spiller saz (traditionelt anatolsk strenginstrument i lut-familien), Carl West Hosbond på guitar og Aske Døssing Bendixen på trommer, percussion og produktion.

Bandet sammensmelter genretraditionerne fra Mellemøsten med smag af noget nordisk. De blander det danske, tyrkiske og kurdiske sprog og skaber en særpræget lyd, der er svær at sammenligne med andet på musikscenen. Giv eventuelt deres nyeste album Köy et lyt.

Koncerten i Viruphuset i Hjortshøj er lørdag 25. november kl. 20.

Frontfigur i AySay Luna Ersahin. Arkivfoto: Casper Dalhoff
3

Til Ungdommen

Tilbage i 2021 blev bogen ’Til Ungdommen’ af norske Linn Skåber til et teaterstykke af Pelle Koppel. Forestillingen blev vist over hele landet, og anmelderne var ikke nærige med deres roser. Nu opsættes den Reumertvindende forestilling endnu engang, og på søndag rykker holdet ind på scenen i Musikhuset.

Hvor længe er man barn, og hvordan bliver man egentlig voksen? Fem skuespillere - både alene og i samspil - bringer 17 små scener til live, der ikke er sammenhængende, men nærmere forskellige nedslag i teenageres liv. Spørgsmålene, der bliver taget op i forestillingen, spænder fra sjove til gravalvorlige og kalder på eftertænksomhed om den lange, intense overgang fra barn til voksen.

»Det er sjældent, at der findes en forestilling, som man kan spejle sig i, sammen, på tværs af generationer, som man kan i den her,« udtaler iscenesætter Pelle Koppel om ’Til Ungdommen.’

Musikhuset Aarhus søndag 26. november kl. 15.