Oplevelsesguide: Bambi på glatis eller vagtskifte ved slottet
Julehygge for familien kan være en sejltur i vintermørket eller at hoppe i et par skøjter.
Nu nærmer den sig, den tid på året, der dufter lidt bedre og føles lidt hyggeligere end andre tider.
Ikke nok med det, men så fyldes byen også med aktiviteter og arrangementer, der sørger for den helt rigtige julestemning. Aarhus Onsdag guider her til otte oplevelser, som hele familien kan have sammen op til jul.
Havnerundfart med Juldamperen
Sejl med ombord på en ægte juldamper og få fortællinger om Aarhus bys historie og udvikling oplevet fra vandet. Skibet er pyntet med juletræer, lyskæder, julehjerter, julekugler og selvfølgelig en masse nisser. Ombord kan man nyde turen til julemusik og købe glögg og æbleskiver, varm kakao, øl, vin, eller en lille en til halsen.
Alle dage fra 1. november - 23. december. Juldamperen, Havnepladsen/Herman Sallings Plads, Aarhus.
Vagtskifte ved Marselisborg Slot
År efter år holder Dronning Margrethe jul i Aarhus. Når den kongelige familie opholder sig på Marselisborg Slot, er parken lukket for offentligheden, og det er derfor ikke muligt at komme længere end til den berømte Rosenport, der markerer indgangen til slottet og som bliver bevogtet af Den Kongelige Livgarde. Så længe den royale familie er på slottet, kan man hver dag opleve gardernes vagtskifte.
Hver dag kl. 12:00. Marselisborg Slot, Kongevejen 100, Aarhus.
Skøjtebanen i Musikhusparken
For sidste gang sættes skøjtebanen i Musikhusparken i år op i sin nuværende form. I 2024 begynder omdannelsen af Musikhusparken, og i den forbindelse skal fremtidens skøjtebane tilpasses den nye park. Som altid vil der være mulighed for at leje et par skøjter eller få slebet dine egne skøjter, så de er klar til endnu en sæson på is.
Fra start december. Musikhusparken, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus.
Julemandsshow i Storcenter Nord
Kom til julemandsshow hver dag frem til jul og kom i ægte julestemning. I over 29 år har julemanden spredt julemagi og glæde til både store og små i Storcenter Nord. Oplev en masse julesange, sjov og ballade, når selveste julemanden lægger vejen forbi. Det er også muligt at udfylde en ønskeseddel i foyeren og vinde et besøg af julemanden på juleaftensdag.
1. - 23. december. Gratis. Storcenter Nord, Finlandsgade 17, Aarhus.
Julevæsner på Moesgaard
Vi går mørket i møde. En tid, hvor lyset kun er sparsomt til stede. Og i mørket manifesterer det ukendte og det farlige sig som fantastiske og uhyggelige skabninger. Mød julevæsnerne på Moesgaard, når de bevæger sig rundt i museets udstillinger. Anbefales fra otte år og op. PS.: Er der sne, er taget på museet genial som kælkebakke.
D. 2., 9. og 16. december. Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, Højbjerg.
På vægtertur i Ebeltoft
Vægterne kendes langt tilbage i tiden fra alle landets købstæder, således også fra Ebeltoft, hvor de omtales første gang i slutningen af 1600-tallet. Vægterne skulle tænde og slukke gadebelysningen, opretholde ro og orden og desuden holde øje med, at der ikke opstod ildebrand. Kom med på vægtertur rundt i byen.
Hver weekend samt 23. december. Gratis. Torvet 2A, Ebeltoft.
Jul på Fregatten Jylland
I løbet af december kan børn og deres familier opleve alt lige fra historiske introduktioner til kanonskud. Hør guidernes indlevende fortællinger om livet ombord, lær hvordan man laver sit eget tovværk eller prøv en af Fregattens mange andre aktiviteter.
Weekenderne 2. - 3. december, 9. - 10- december samt 17. - 18. december. Fregatten - S.A. Jensensvej 4, Ebeltoft.
Julelys i Friheden
Kom til ”Jul i Friheden” i Aarhus, hvor hele parken bliver forvandlet til et eventyrligt juleland med glitrende julelys, julekugler og sne overalt. Så snart du træder ind i parken, bliver du mødt af en kæmpe lystunnel med intet mindre end 50.000 julelys, og inde i parken kan du både møde Pjerrot, julemanden og mange søde nisser.
Fra 18. november til 30. december. Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, Aarhus.