Aarhus-bydel får gratis musik, grønt byrum og okkult minigolf
Usynlige kræfter, salt over skulderen og ånder i glas på en minigolf-bane bliver et af syv nye initiativer, som vil løfte Sydhavnen i 2024.
Sydhavnen bliver næste år udstyret med en okkult minigolfbane på 13 huller.
Det er kunstnerduoen En hemmelig klub, der står bag, og de får bl.a. selskab af en ny musikfestival Lyden af Lørdag, formidling af Sydhavnens historie og gadeteater med områdets udsatte på rollelisten.
Projekterne er eksempler på de i alt syv initiativer, der modtager støtte fra den årlige bylivspulje, der skal skabe liv og fællesskab i gaderne, mens kvarteret bygges op. Det skriver Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Et af de andre projekter er et grønt byrum, som skal hedde Kvæg-parken. Det vil bestå af 40 træer i kunstpotteplanter.
»Sydhavnen er et helt særligt sted i Aarhus, der emmer af kreativitet og skæve idéer. Det afspejler de nye projekter, som aarhusianerne vil kunne opleve til næste år. Udviklingen af Sydhavnen er jo længe undervejs, og derfor gør vi en dyd ud af at lave nogle spændende tiltag, som sikrer, at området lever i byggepladsernes mellemrum, mens vi venter,« siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
I alt har 21 virksomheder, foreninger og aktører søgt en bid af Bylivspuljen.
Puljen blev stiftet, da Aarhus Byråd vedtog udviklingsplanen for området, og administreres af Teknik og Miljø. Bydelsforeningen, som består af repræsentanter fra en række aktører i Sydhavnskvarteret, indstiller projekter til støtte. Den endelige beslutning træffes af rådmanden for Teknik og Miljø.
I år er der tildelt midler for 1.275.000 kroner fra Bylivspuljen.
De 7 projekter, der modtager støtte:
• Kultur Samler modtager 150.000 kroner til projektet Lyden af Lørdag, der vil foregå over 14 lørdage med ikke-mainstream musik og med gratis entré.
• A. Enggaard A/S modtager 75.000 kroner til formidling af Sydhavnens historie og dens betydning for områdets udsatte på en række plancher langs et byggehegn.
• A Enggaard A/S modtager 150.000 kroner til udvikling af et nyt grønt byrum under havnesporet, der med kunst og natur skal skabe en forbindelse mellem Spanien, Midtbyen, banegården og helt hen til den nordlige del af Sydhavnen.
• En hemmelig klub modtager 100.000 kroner til etablering af en okkult minigolfbane på 13 huller. Hullerne skal udsmykkes af forskellige kunstnere, designere og kunsthåndværkere med tilknytning til Sydhavnen.
• Gustin Landskab modtager 100.000 kroner til et grønt byrum kaldet Kvæg-parken, hvor de placerer 40 træer i kunstpotteplanter. De placeres i samarbejde med aktører og udsatte i området.
• Teaterforeningen Teater Viva modtager 100.000 kroner til et gadeteater med socialt udsatte i rollerne. Forestillingerne tager udgangspunkt i de udsattes egne liv og opføres rundt omkring på gaderne i Sydhavnen.
• Foreningen Napalm Kunst modtager 100.000 kroner musikprojektet Avantgardextravaganza 2024, der bliver en række éndagsarrangementer, der spredes ud over året. Derudover går pengene til workshops, kunstudstillinger mm., som inddrager områdets aktører, bl.a. foreningen Gadeliv.