Fortsæt til indhold

Se de mange fotos: I Aarhus følte kronprinsen sig fri

Kronprins Frederik har løbet, læst og festet med aarhusianerne. Han er allerede og vil altid være folkets konge med et særligt forhold til Aarhus, hvor han levede et frit liv i fem år som studerende.

Byrummet

14. januar får Danmark en ny konge. Kronprins Frederik får den titel, han er født til, og det sker med stor opbakning i befolkningen, som han kender særdeles godt. Den kommende monark har tilbragt det meste af sit liv underfor slottets mure og lever sammen med danskerne.

Han løber med dem, han har læst med dem og han fester med dem. Det har især aarhusianerne oplevet, for han udlevede sin vilde ungdom i Smilet By, hvor han tog sin uddannelse som cand.scient.pol. i 1989-1995.

I Aarhus følte han sig fri, har han fortalt.

I studietiden i Aarhus følte kronprinsen sig fri. Her er det første dag på Aarhus Universitet i september 1989. Foto: Preben Tolstoy/Polfoto
Jeg følte virkelig byen som et fristed i forhold til København.
Kronprins Frederik om sin studietid i Aarhus
Borgmester Louise Gade (tv) og kronprins Frederik dukkede op på tilskuerrækkerne, da der i 2005 blev afviklet EM i bordtennis i Atletion i Aarhus. Foto: Ole Lind

Var fri i Aarhus

»Jeg følte virkelig byen som et fristed i forhold til København, og selvfølgelig var det også rart at være væk fra mine forældre og hele huset dér. Holger og jeg havde vores egen lille verden i udkanten af byen,« siger kronprinsen i portrætbogen ”Under bjælken”.

Holger hedder også Foss, og han var kronprinsens roomie og nære ven. De boede sammen i Kavalerbygningen ved Marselisborg Slot.

Vennerne kunne frit gå på indkøb uden at blive fulgt af et kamera. De tog tit ind til byen for at høre livemusik, når lektierne var læst, nød de, at de kunne gå ugeneret rundt i byen. Aarhusianerne var fuldstændig klar over, hvem kronprinsen var, men lod ham være i fred.

En kronprins og en borgmester med sved på panden, efter de begge deltog i et velgørenhedsløb i Aarhus for at samle ind til Danmarksindsamlingen i 2013. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Det var egentlig hoffets plan, at han ligesom sin mor skulle læse på Aarhus Universitet et års tid eller to, men han besluttede sig for at gå hele vejen og læse statskundskab på samme betingelser som alle andre. Han boede derfor i Aarhus i fem år og drønede op til universitetet på sin motorcykel.

Han var en flittig gæst alle steder i byen, hvor der skete noget. Både ved de officielle lejligheder, som han i kraft af sin titel skulle deltage i, men især også i byens kulturliv, hvor han deltog som en ung studerende.

Kronprins Frederik styrede selv skibet, da han kom til Aarhus fra søsiden, hvor han var til rejsegilde på det nye elite sejlsportscenter på Aarhus Havn. Foto: Ernst van Norde

Gode venner med Gnags

I Jens Andersens ”Under bjælken” erindrer kronprinsen, hvordan han kom på besøg i Gnags’ kollektiv og lydstudie i Haraldsgade i Viby, fordi hans gode vens søster kendte nogen, der arbejdede der.

»Det var utroligt spændende og tiltrækkende. Jeg kom der en gang imellem. Når de holdt koncerter, inviterede de os ofte med. Men jeg hørte også meget andet lokal musik og mindre kendte bands rundt omkring i byen,« siger han i bogen.

Kronprinsen var en flittig gæst i byens pladebutikker, hvor en række aarhusianere har stået og bladret kasserne med vinyler igennem skulder ved skulder med deres kommende konge.

I det hele taget er mange aarhusianere stødt ind i ham på et tidspunkt. For eksempel havnede skribenten af denne artikel på dansegulvet sammen med kronprinsen i 1991 på det daværende Club Fisk i Klostergade. Han kom der jævnligt og havde den aften sin daværende kæreste Nina Klinker med. Hun var i de år kendt som vært i underholdningsprogrammet Elevatoren på TV2.

Kronprins Frederik løb i Aarhus i andledning af hans 50 års fødselsdag i 2018. Kronprinsen hilste på de mange tilskuere efter løbet. Foto: Ernst van Norde

En af dem, der i nyere tid har mødte vores kommende konge, er Trine Krogh, der i juni 2019 var gåvært for DGI Run i forbindelse med Royal Run i Aarhus. Hun gik One Mile-ruten med kronprinsen, der gennemgik en operation for diskusprolaps i efteråret 21018.

»Han forklarede, at han sagtens kunne løbe, men at han havde lovet Mary at lade være, fordi han var i et genoptræningsforløb. Så vi gik ved siden af hinanden og småsnakkede om, hvornår han blev helt klar, og om at holde sig i form,« siger Trine Krogh.

DGI’s repræsentant fortæller, at det er helt særligt at føre en samtale med nogen, der hele tiden er udsat for manges opmærksomhed og som høfligt smiler, hilser og vinker tilbage til alle, der ønsker det. En disciplin som den royale løber er toptrænet i.

»Han formåede at være utrolig nærværende og eftertænksom på sin egen lidt kejtede og introverte måde. Meget smilende, imødekommende og opmærksom på alt omkring ham,« forklarer Trine Krogh.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik ser badminton i 2004, hvor de i øvrigt også blev gift. Foto: Jens Dresling

Mary var hemmeligt i Aarhus

I tiden som studerende dukkede kronprinsen også op, når der skulle spilles skak i studiekammeraternes kollektiver i Gellerups store lejligheder. Han frekventerede kunstudstillinger i Sydhavnen, hang ud på byens caféer, og drønede forbi på sine mange løbeture i Marselisborgskovene, hvor han ind imellem stak af fra sine livvagter. De havde deres hyr med at holde øje med den energiske prins, der havde krudt i bagdelen og stor frihedstrang.

Den blev blandt andet udlevet på Casablanca i Rosensgade.

Der kom kronprinsen så tit, at kronprinsesse Mary naturligvis skulle introduceres til stedet, dengang de var så nye kærester, at der endnu ikke eksisterede pressefotos af hende på dansk jord. Alle vidste, at hun fandtes, men hun var ikke blevet præsenteret officielt, da hun kom på hemmeligt besøg i Smilets By.

Kronprinsesse Mary ved åbningsceremonien. af "Sculpture by the Sea 2011" ved Tangkrogen i Aarhus sammen emd kronprins Frederik og borgmester Nicolai Wammen. Foto: Sisse Dupont Ritazau/Scanpix

Det var en dejlig forårsdag, og kronprinsen kaldte sig Brian Jensen på deltagerlisten ved en kapsejlads for dragebåde ved Kalø Vig. Mary Donaldson fulgte sejladsen fra en følgebåd. Hun var også på shopping i Magasin, inden parret tog på Casablanca i selskab med prins Joachim og en flok venner.

Der blev de blev spottet af en journalist fra Ekstra Bladet, men inden fotografen nåede frem, smuttede Mary og prins Joachim gennem køkkenet og ud i de labyrintiske baggårde i Latinerkvarteret. De kom ud derfra i Mejlgade, hvor de blev samlet op af en bil. Frederik gik til pressens store forvirring alene ud af Casablancas hoveddør og hoppede ind i en bil, der ventede på ham.

Den weekend var Marselisborg Slot belejret af fotografer, men de fik først senere gode fotos af vores kommende dronning.

Kronprins Frederik åbnede 8. december 2021 Gellerups sport- og kulturcampus. Her skruer han et klatregreb ind i væggen. Foto: Henning Bagger, Ritzau/Scanpix

Folkets konge

Siden den glade studietid er kronprins Frederik ofte vendt tilbage til byen. Man møder ham fortsat her der og alle vegne. Pludselig løber han med ved den årlige DHL Stafet i Mindeparken, hvor hans løbehold sammen med studiekammeraterne fejrer 25 års jubilæum.

Der stødte Aarhus Onsdag på kronprinsen, som også dukkede op i mængden af tilskuere under den store openair-koncert med Gangs ved åbningen af festugen i 2022. Den trofaste fan støtter stadig op om Aarhus-bandet, som han lærte at kende for mere end 30 år siden.

Kronprinsens første besøg i Aarhus i august 1968. Da var han tre måneder og vejede 7,3 kilo. Forældrene præsenterer Danmarks kommende konge på Marselisborg Slot. Arkivfoto: JP

Aarhusianerne kunne i 2023 også møde ham og hans familie forleden ved julegudstjenesten i Aarhus Domkirke. Hele den kongelige familie fejrede jul på Marselisborg. Begge prinser med deres familier og dronning Margrethe lod freden sænke sig over den sidste jul med den rollefordeling, de har haft i 52 år. Nu får både kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prins Christian nye titler.

Søndag 14. januar bytter hendes majestæt dronning Margrethe plads med kronprinsen, der bliver Kong Frederik. Det sker formelt ved et møde i Statsrådet.

Det forventes, at han bliver udråbt til konge fra Tronsalens balkon på Christiansborg Slot. Og at vi alle kan møde op der eller se det på tv-skærmene derhjemme.

Kronprins Frederik slog et slag for arkitekturen på den nye arkitektskole i Aarhus i oktober 2021. Foto: Rikke Kjær Poulsen