Fortsæt til indhold

Test af fastelavnsboller i Aarhus: Vinderen var tæt på at blive diskvalificeret

Nu vrimler det med de populære fastelavnsboller. Udvalget vokser og vokser, så man taber overblikket. Hvad skal man vælge? Vi har testet dem og guider dig her:

Byrummet

Vi spiser fastelavnsboller som aldrig før. Fire ud af fem danskere forventes at købe nogle af de populære boller.

I Aarhus er byens bagerier med på trenden. Udvalget er blevet så stort, at det kan være en svær opgave at vælge. Og flere bagerier planlægger at komme med nye varianter, inden katten skal slås af tønden.

Derfor har vi påtaget os den tunge tjans at smage på, bedømme og beskrive fastelavnsboller fra ni af byens bagerier. Flere af dem er mere kager, end de er fastelavnsboller, hvilket gav opgaven et nyt tvist og en frisk diskussion:

Føtex. Foto: Tahmasbi

Føtex - den billigste

Føtex’s priser er i sig selv vildt imponerende: Fire fastelavnsboller for bare 25 kroner! Og det er op imod en stykpris på 32-45 kroner for de øvrige.

Det kan derfor ikke overraske, at Føtex-bollerne smager af industridej. Det kan godt gå, fordi vi ved det og har valgt det, når vi køber dem. Fløden er fyldig, og der er meget af den men ikke på et dræberniveau.

De forskellige varianter smager af henholdsvis bær og chokolade, som de lover ved første syn.

Smags-og konsistens-agtigt kan de naturligvis ikke konkurrere med konditorernes kager, og er tæt på bunden i denne test. Men de holder, hvad de lover, og til prisen er de gode.

10/20 kr per stk. Fire af de billigste for 25 kr.

Martin Ib. Foto: Tahmasbi

Martin Ib - den kreative

Martin Ib har bevæget sig ind på fastelavnsbollens kreative scene. Pistacie, Sarah Bernard og hindbærcreme er hovedingredienserne i de tre signatur-fastelavnsboller i år.

Sarah Bernard-bollen blev udnævnt til at være den bedste af de tre. Dens dybe chokoladesmag er en god kombi sammen med de syrlige solbær.

Men i de to andre smager man næsten ikke pistacien eller hindbærrene, der overdøves af sødme - hvilket er et karaktertræk for alle tre varianter.

Marcipan-toppen er en lille genialitet. Det samme gælder de små knasende mandelstykker i chokoladeovertrækket på kanten af bollen. Men marcipanen er en sød tophat og gør ikke noget markant anderledes i forhold til de andre i feltet. Derfor placerer de lagkage-agtige boller sig i midterfeltet.

32 kr.

Gotfred. Foto: Tahmasbi

Gotfred - den sofistikerede

Instagram-oplagte Gotfreds laver for første gang nogensinde fastelavnsboller.

De består af en stor og dejligt knasende vandbakkelse, der er fuld af creme. Ovenpå det ligger en knasende sprød kiks og på etagen derover glinser en mousse med smag af solbær. På toppen er der smukke spiselige blomster.

Vaniljecremen er både fløjlsblød og luftig, og sammen med en flydende saltkaramel er det himmelsk. En syrlig ribs sikrer, at alle smagsnoter bliver mættede og vi er en tur ude at vende i 37. galakse.

Den anden variant med passionsfrugt og saltet karamel er også i topklasse, men lidt mere anonym, rund og sød. Så solbærkagen bliver den næstbedste kage i denne test.

I øvrigt er de ikke overraskende testens dyreste.

48 kr.

Berta. Foto: Tahmasbi

Berta - den bedste fastelavnsbolle

Årets fastelavnsbolle er fyldt med appelsin og havtorn med en frisk og let flødeskum, som spiller fint op mod det syrlig-søde og let bitre i de orange-gule frugter. De stikker ud i feltet og står skarpt.

Det serveres på en bund af knasende sprød wienerdej, der er lettere end i flere af de klassiske boller i denne guide.

Den gammeldags chokolade-fastelavnsbolle er langt fra som i gamle dage. I år er der remonce med solsikke-marcipan og en blød creme i dem. På toppen er der en fin chokoladeganache, som samler det hele til en enhed.

Berta tager prisen hos os som den bedste fastelavnsbolle.

35 eller 40 kr.

La Cabra. Foto: Tahmasb

La Cabra - den innovative

Lacabra gentager sidste års succes, men planlægger at lave flere varianter inden dagen, hvor tønderne skal slås. Lige nu får man en formfuldendt halvkugle med et smukt drys af hindbærpulver og sukker. Selv om dejen ikke er tung, får den kagen til at stå strunk omkring den bløde hindbærkompot og vaniljecreme indeni.

Der går lidt berliner pfannkuchen i den, med tanker på den friturestegte tyske kage, men trods den sukrede og faste overflade er fastelavnsbollen hverken for knasende eller sød. Der er balance og harmoni over den sikre genganger.

Panelet mener, at La Cabra har begået intet mindre end den næstbedste fastelavnsbolle i denne test.

Pris: 40 kr.

Jumbo. Foto: Tahmasbi

Jumbo - den bedste kage

Jumbo har i år en klassisk chokolade-fastelavnsbolle og et andet bud, der ligner den klassiske så lidt, at den var lige ved at blive diskvalificeret for slet ikke at opfylde kriterierne for at være en fastelavnsbolle.

Den er nærmere en kage. Det er den til gengæld så vellykket, at den bare ikke kunne forlade denne test. Simpelthen fordi panelet - trods en rask diskussion - var enig om, at den smagte bedst af dem alle.

Nederste del består af sprød og lækker croissant, som Jumbo netop er ekspert i. Fløden er silkeblød og omfavner en kraftig solbærkompot. Det spiller op til toppen, der er sprød, smørmættet og drysset med syrlig solbærstøv.

Alle teksturer komplimenterer hinanden og vi kommer hele verden rundt. Det er klasse.

45 kr.

Schweizerbageriet. Foto: Tahmasbi

Schweizeren- for meget

Schweizerbageren har et stort udvalg af meget forskellige fastelavnsboller. Vi sprang over de gammeldags med remoncecreme, og smagte på en Sarah Bernard og en med hjemmelavet hindbærmarmelade og vanilleflødecreme. Plus sidste års populære nyhed.

De to første faldt meget forskelligt ud. Sarah Bernard-varianten er en flødefastelavnsbolle med en dejlig dyb chokoladesmag og et godt syrligt modspil af solbær.

Hindbær-vaniljebollen kunne minde om søndagsfri i mormors kolonihavehus, men den blev flødeflommet og unødigt sød blandt andet i kraft af glasur på toppen.

De meget runde kager med sukker og drys af hindbær eller pistachie fik panelet til at vælte omkuld, fordi der er vulgært meget flødeskum/creme indeni. De ses i forgrunden af billedet.

Det eller så stilsikre Schweizbageri havner øverst i midterfeltet i denne test.

35 eller 40 kr.

Emma Emma. Foto: Tahmasbi

Emma Emma - fuld af smag

Emma Hamann havde sine to klassikere på hylderne, da vi var forbi. Det er bollen med solbær og rosencreme plus den med passionsfrugt og karamelchokolade. De scorede højt i vores fastelavnsbolle-test sidste år.

Det var dejligt at sætte tænderne i en fast bolle. Her giver de frugtbårende boller et kærkomment afbræk, hvor syren skinner igennem og giver et frisk pust til scenen.

De smagte virkelig meget af passionsfrugt/karamel og af solbær/marcipan - næsten for meget. Måske havde de for travlt på bageriet denne mandag, bollerne var lidt kvart i Den Gamle Fabriks marmelade, og det var en overraskelse. Dem, vi fik, var ikke overbevisende.

42 eller 38 kr.

David Breadhead. Foto: Tahmasbi

Breadhead - den kedeligste

Hos David Breadhead går hans surdejsbagværk som varmt brød, og vi kender ham kun for det bedste.

I år har han klassiske fastelavnsboller på sine hylder. Bollerne er toppet med et lag chokoladeganache og blå kornblomster.

Bollen viser sig at være tung og fast grænsende til tør. Der er meget brød og mindre creme, der ikke fyldte meget, da bollen blev skåret op. Den dejlige chokoladecreme viste sig at være grå-brunlig og ikke voldsom cremet. Chokoladen kaldte på et modspil, vi ikke fandt.

Det plejer Breadhead at gøre meget bedre. De boller, vi smagte, havner i bunden af denne test.

38 kr.