Fortsæt til indhold

Guide til byens billigste baristakaffe: For 17,25 kr får man rigtig god kaffe

For bare 17 kroner og 25 øre får man en fantastiske kop kaffe. Hvis man vil ryste op med 30 kroner får man en af byens bedste.

Byrummet

God kop barista-kaffe kan hurtigt slå hul i budgettet, så vi har testet om studiebyen Aarhus har gode alternativer til den gode gourmet-kaffe.

Det har den:

Normal. Foto: Tahmasbi
6

Normal - et koffeinskud

Der er ofte kø men også hurtig betjening ved Normals to go-kaffe-sted på Strøget. De serverer kaffen i papkrus ud gennem et vindue til folk på gaden, det er to go i højeste potens.

Man kan vælge mellem havre- og letmælk til kaffen, hvilket betyder, at kaffesmagen står skarpere, end når der er sødmælk i den. Den bitre kaffesmag står alene uden nogen form for modspil. Så byens billigste kaffe egner sig godt som et hurtigt skud koffein, når man er på vej ned ad Strøget, og er ikke en stor smagsmæssig oplevelse. Den rammer bunden i denne guide.

12 kroner.

Gallo. Foto: Tahmasbi
5

Cafe Gallo - den syrlige

Der er tid til en hyggelig sludder om vind og især vejret i kaffebaren på travle Nørre Allé. Caféen er den del af Gallo Huset og har masser af pjecer og info om psykiske sygdomme, arrangementer og debatter om det. Medarbejdere har eller har haft en sindslidelse, og nogle af dem er i praktik. Som gæst bliver man taget utrolig godt imod.

Der er flere forskellige slags mælk, og vi får den smagsmæssigt optimale sødmælk. Det hjælper desværre i denne kop, som smager mere syrligt end cremet.

32 kroner.

Mellemfolk. Foto: Tahmasbi
4

Mellemfolk - den midt imellem

Hos hyggelige Mellemfolk i baggården i Mejlgade 53 serverer de kaffe i lyseblå kopper. Det foregår på en godt besøgt café første sal, hvor imødekommende frivillige står bag baren. Der er nogen forvirring omkring, hvem der har bestil hvad, og det tager den tid, det tager. Til gengæld sker det med godt humør og fin service.

Vi får som alle andre steder flat white. Man kan vælge mellem sød- og havemælk. Caféen får ingen point for det visuelle indtryk, men det er også helt i orden. Desværre er smagen af den mørkristede højlands-arabica heller ikke i top. Den er som den store bredde af kaffer uden den helt store identitet.

32 kroner.

Sesam. Foto: Tahmasbi
3

Sesam - den meget runde

I den nyåbnede madbar i Klostergade med grønne salater og friske juicer, har de valgt at servere baristakaffe. Det sker i byens baristabælte til en konkurrencedygtig pris. En spytklat fra Sesam finder man byens kaffemestre: La Cabra, Street Coffee, Coffee Collective og Stillers Coffee. Derfor har madbaren valgt en cremet kaffe til en lavere pris.

Bønner er frisk-ristede fra Berry & Bean - det tidligere Kaffemekka - i Aarhus V. En flat white med sødmælk har perfekt tekstur men er dog så cremet, at den ikke markerer sig i synderligt i smagsfeltet. Den er hyggelig og rund men også bitter i eftersmagen.

29 kroner.

McDonalds. Foto: Tahmasbi
2

McDonalds - bedst til prisen

Baristakaffen hos Mc Donalds er iklædt solgule farver på skiltene i kaffehjørnet på det trafikerede spisested. Det ellers så effektive personale bruger to øjeblikke på at steame mælken og forme et hjerte. Man kan vælge mellem havremælk og den cremede Latte Art, der er lavet til baristakaffe. Det kan man godt smage, for papkruset er fyldt med noter af chokolade og nødder.

Den billige kop har en dybde og fylde, som ingen af de andre kan byde på. De mørkristede og økologiske Arabica-bønner kom til sin fulde ret i den kop, vi smagte på en grå mandag eftermiddag.

Med et kaffekort får man hver 4. kop gratis. Dermed er prisen for en super god flat white 17,25 kroner.

23 kroner.

Tøjkrogen. Foto: Nicklas Linnemann
1

Tøjkrogen - den bedste

Tøjkrogen er en butik i Borggade med vintagetøj og café, der dog ikke tilbyder to go-kaffe. Den er en overraskende spiller på det billige kaffemarked og indretningsmæssigt anderledes. Det er et hyggeligt og afslappet sted med fokus på kvalitet.

Caféen i tøjbutikken stempler ind med et afbalanceret forhold mellem kaffe og mælk. Vi fik en kop, hvori kaffen var det bærende element, og mælken spillede anden violin. Hvilket er godt når der arbejdes med kafferisteriets “Rigtig Kaffe” fra Tilst. Mælken havde en perfekt tekstur, som man ellers kun finder hos byens etablerede specialkaffe-caféer. Den er denne guides bedste kop.

30 kroner.