Fortsæt til indhold

Kunstfotograferier skal give os eftertanke

Byrummet

I Kulturhus Herredsvang udstiller Fotogruppen Polygon nye billeder fra 13. februar.

Fotogruppen Polygon er en sammenslutning af kunstfotografer med forskelligt udtryk. De har valg et polygon som deres symbol, fordi det kan tage alle former alt efter, hvad det skal omfavne.

Polygons fotografier er ikke beregnet til et kort liv på sociale medier, men tilstræber at have værdi, så det kan hænge på væggen til langvarig glæde for beskueren.

'Ruin on the hill' kalder Peter Båtz dette foto. Hans billederindeholder ofte et strejf af mystik og spiritualitet. Foto: Peter Båtz

Der er billeder fremstillet på klassisk vis, der illustrerer vores fantastiske planet, og fotos af menneskekroppe, der er deres egne kunstværker. Der er billeder efterbehandlet til abstraktioner, ekspressioner, samt impressioner, der opfordrer publikum til at gå dybere ind i værkerne.

Målet for Polygon er at påvirke beskueren, vække forundring, og få sat tanker i gang om tilværelsen, samfundet, universet og sig selv.

Birger Jensen fotograferer ofte landskaber og har taget dette foto, der hedder 'Island Noir I'. Foto: Birger Jensen

Der deltager seks udstillere i Herredsvang, der hver især viser forskellige genrer inden for fotografiet spændende fra dronefotografering over street foto, kompositbilleder til mere traditionelle land- og byskabsbilleder.

Der afholdes fernisering torsdag 22. februar kl. 13.30 i Kulturhusets café, og udstillingen kan ses i caféen åbningstid i dagtimerne frem til 15. april.