Bageriet Berta flytter: »Jeg vil hellere være bageren nede på hjørnet end en på Instagram«
Bageren René Vangkilde Hansen flytter 130 meter hen ad gaden til store og lyse lokaler på et torv og håber, at de faste kunder følger med.
Det er to år siden, at bageriet Berta havde fuldstændig udsolgt, før det åbnede. Mens René Vangkilde Hansen gik og prøvebagte og indrettede sig, blev surdejsbollerne rykket ned af hylderne, lige så snart de var bagt.
Det er gået godt for ham lige siden, og han kan med de nuværende lokaler ikke bage mere, selvom han kan sælge mere. Derfor flytter han sit bageri 130 meter hen ad gaden i den nu lukkede lampeforretning i Lundingsgade 1 på Lundings Torv i Aarhus C.
»Vi indretter både butik og bageri i det ene store rum, der er. Kun en halvvæg og et stort glasparti vil adskille bageriet til højre fra butikken til venstre. Kunderne kan se os arbejde, og der bliver masser af lys og luft og udsyn til torvets grønne rum med bænke,« siger en glad bager.
Den nuværende butik på Frederiks Allé har to adskilte lokaler med en ovn i hver. Det er både besværligt og tidskrævende at løbe med bageplader og rullevogne imellem dem.
»I det ene lokale står man og ser ind i en væg hele dagen, mens man arbejder med dej og brød. Det er jo ikke til at holde ud,« siger René Vangkilde Hansen, der glæder sig til at flytte.
I det nye sted på torvet kan han tilbyde medarbejderne og sig selv meget bedre forhold. Hidtil har de ikke haft et sted at sidde ned og spise frokost, og arbejdsgangene har været besværlige.
Sparer tid
Bageren mener, at de sparer så meget tid i de nye lokaler, at det svarer til en halv medarbejder. Det betyder ikke, at de skal være færre, men at de skal bage noget mere. Det skal en ny og dobbelt så stor stenovn være med til at gøre muligt.
For kunderne vil det betyde flere friske boller mange gange i løbet af dagen og nybagte croissanter og snurrer tre gange om dagen. Der kommer også nye varer på hylderne.
Der bliver pastry-afdeling, og da man kan se alle bagerstationerne, kan man følge med i, hvordan en ny slags kringle og bløde teboller bliver til.
»Vi vil springe ud i at lave en moderne kringle med hasselnød og abrikoskompot i stedet for de klassiske svesker. Vores stamkunder har spurgt, om vi kan lave noget mere snasket, så det går vi med. Det er blevet en ny ting i København, men ingen har eneret på kringle, så vi prøver det,« lover René Vangkilde Hansen.
Tebollen med ekstra smør og hele æg i vil også blive tilføjet til udvalget. Det bliver en blød gærdejsbolle, som blandt andet er populær blandt børn.
Desuden vil Berta sælge baristakaffe, men åbner ikke en café. I stedet kan man få kaffen to-go og eventuelt sætte sig på bænkene udenfor.
2. april lukker Berta, som vi kender det i dag. Der fjerner René Vangkilde Hansen vinduerne i både det nye og det gamle sted, og så kører flytteholdet de 130 meter frem og tilbage med en gaffeltruck. Den nye stenovn skal også bugseres gennem vinduet og på plads.
Bageren regner med at være klar med frisk brød og baristakaffe til sine kunder den 4. eller 5. april eller snarest derefter.
»Jeg har mange faste kunder, som jeg efterhånden har lært at kende, fordi vi får en lille snak. Jeg håber, at de vil følge med, for jeg er glad for at være en del af lokalmiljøet her på Frederiksbjerg og flytter ikke for at skabe en kæmpestor forretning. Jeg holder fast i stemningen og selvbetjeningen i butikken,« slår René Vangkilde Hansen fast og tilføjer:
»Jeg vil hellere være bageren nede på hjørnet end en på Instagram, som man kun drøner forbi, når han har lagt noget nyt og vildt op.«