Fortsæt til indhold

Det bliver rosa-lyserødt, og det er gevaldigt forsinket, men nu rejses fælleshus i miniput-by

Det skulle have stået klart i slutningen af 2022. Nu får Nye endelig sit fælleshus.

Byrummet

»Som byudvikler har jeg en interesse i at skabe et interessant sted at bo, der adskiller sig fra andre områder i byen. I Nye arbejder vi med fællesskab som den altoverskyggende faktor for at gøre opmærksom på, at her kan man også bo.«

Ejer af Tækker Group, Jørn Tækker, er manden bag Nye, Aarhus Kommunes mindste by og Danmarks største private byudviklingsprojekt. Nye ligger nord for Aarhus og skal, hvis det står til hovedrige Jørn Tækker, på sigt huse over 15.000 indbyggere.

For nu er der omkring 700 indbyggere i Nye, og de får om ganske kort tid et fælleshus, de egentlig skulle have haft i slutningen af 2022.

Indtil Nye vokser sig stor nok til at få sin egen permanente kirke, skal fælleshuset også bruges til kirkelige handlinger. Ifølge Jørn Tækker er fælleshuset blevet så forsinket, som det er, fordi Tækker Group først bad om at få en byggetilladelse til en kirke. Det viste sig at være noget kompliceret, men da man ændrede ansøgningen til at være om et fælleshus med kirkelige handlinger i, gik det hurtigere.

Man er tydeligvis ikke i mål endnu, men skelettet her bliver inden længe til et fælleshus. Foto: Privat

Onsdag 20. marts er der rejsegilde for Fællesskabets Hus, som den nye bygning i Nye hedder. Det kommende fælleshus blev oprindeligt, i 1995, bygget som en vandrekirke, og derfor er fælleshuset/vandrekirken bygget af elementer, der kan nedtages og genopføres et nyt sted. I dette tilfælde er bygningen blevet skilt ad og transporteret til Nye fra Hvinningdal ved Silkeborg.

I Nye er man nu så vidt, at selve skelettet er rejst, og man kan derfor holde rejsegilde for håndværkere, beboere og andre.

Fællesskabets Hus bliver i sin endelige form svært ikke at lægge til.

»Jeg har ikke farvenummeret, men farven kommer til at være i spektret mellem rosa og lyserød. Nu har vi facaden oppe, og så kan vi forsøge os frem,« siger Jørn Tækker.

Ifølge menighedsrådsformanden for Elev Sogn, Lehn Bang-Mortensen, kan folkekirken gratis benytte fælleshuset til kirkelige handlinger. Alteret kan skjules med et tæppe, når fælleshuset skal benyttes til ikke-kirkelige arrangementer.

Sådan stod vandrekirken i Hvinningdal i Silkeborg. Foto: Ib Sørensen

Jørn Tækker er, siger han, ikke selv medlem af folkekirken.

»Men jeg synes, kirken er interessant, når det kommer til fællesskaber, og jeg er glad for samarbejdet med Elev Sogn,« siger han.

Hvis et arrangement er åbent og for alle, bliver det gratis at benytte det nye fælleshus i Nye. Hvis man vil holde sin egen private fest, skal man betale for det, oplyser Jørn Tækker.

Et brugerråd bestående af beboere fra Nye, repræsentanter fra Tækker Group og repræsentanter fra menighedsrådet i Elev Sogn skal holde hånd i hanke med, hvordan Fællesskabets Hus benyttes.

I 2023 indtog Jørn Tækker og hans familie, med en formue på 3,9 mia. kr., en 54.-plads på en liste over landets 100 rigeste.

Jørn Tækker, ejer og direktør i Tækker Group. Foto: Carsten Andreasen