Fortsæt til indhold

Fællesskab for enspænder-planter gør Godsbanen endnu mere levende

27 nye værker spænder fra et kaktusfællesskab til tiden, der altid går, og kan opleves fra 7. juni.

Byrummet

Et kaktusfællesskab, et ur, der minder om andre liv og et neonværk, der som en barnlig drøm opskalerer kalejdoskopets magiske effekt. Kom på Godsbanen og oplev 27 værker, skabt af landets bedste billedkunstnere, designere og kunsthåndværkere.

Værkerne har hjemme på Godsbanen de næste fem år, takket være et generøst udlån fra Statens Kunstfond. Det store lån fejrer vi fredag 7. juni kl. 15.30-17.30 med rundvisninger, præsentation og en forfriskning på Godsbanen.

Et neonværk lyser op på madtorvet midt i Godsbanen. Pressefoto

Alle er velkomne, skriver Godsbanen i en pressemeddelelse.

»Det er en ambition for Godsbanen at gøre kunstneriske oplevelser til en del af folks hverdag. Med dette imponerende lån får almindelige borgere nu mulighed for at møde kunst og kunsthåndværk af højeste kvalitet,« siger Godsbanens direktør, Marianne Grymer Bargeman.

»De mange smukke, sanselige værker er skabt af både naturlige og syntetiske materialer og spænder fra metal, hår, øjenskygge og glas til ler, bronze og marmor. Værkerne vidner om en både udtryksmæssig og organisk rigdom, der stimulerer øjet og den kreative sans. Jeg er overbevist om, at værkerne vil vække begejstring hos både vores faste beboere, lejerne af vores faciliteter og brugerne af vores værksteder,« fortsætter hun.

Anja Franke, der er udvalgsleder for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, mener at kunsten er godt placeret på Godsbanen.

»Godsbanen er en levende kulturdynamo, der er engageret i at gøre kunst til en del af dagligdagen for de mange mennesker, der færdes her. Det vil Kunstfonden rigtig gerne bakke op om. Jeg håber, de mange spændende værker vil give anledning til samtaler og nye perspektiver. Og forhåbentlig vil det ikke blot give en god oplevelse til alle, der kommer her, men også give andre mod på at invitere kunsten indenfor,« siger hun.