Fortsæt til indhold

Ugens fire udvalgte: Fra ulovlig pornografi til elsket klassiker

Der er noget for enhver smag i den kommende uge.

Byrummet
1

En kvinde der elsker

Lørdag er det sidste chance for at se forestillingen Lady Chatterleys Elsker på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

I 1928 skrev forfatter D. H. Lawrence romanen Lady Chatterleys Elsker, der blev forbudt flere steder i Europa og USA. Romanen handler om en ung kvinde, der er låst i et lidenskabsløst ægteskab. Hun søger tilflugt i skoven, hvor hun møder en fyr, som gengælder og søger hendes begær i en grad, hun ikke vil modstå.

Bogen blev forbudt, fordi den detaljerede fortælling om en kvindes seksuelle liv blev anset som værende pornografisk. Det var først efter en retssag i Storbritanien i 1960, at romanen blev sat fri i sin ucensurerede form, og dette medførte større frihed i det litterære univers til at udtrykke sig.

Aarhus Teater har vist forestillingen om Lady Chatterleys Elsker i en rum tid. Hvis man vil nå at se den, er det sidste chance på lørdag.

Tid: Til og med 8. juni.

Sted: Teatergaden 1, Aarhus C.

Kræver billet.

2

Bølgernes Musik

Inspireret af H. C. Andersens Den Lille Havfrue fortæller forestillingen Bølgernes Musik om livet under havoverfladen. Det aarhusianske strygerkollektiv så for musikken. Pressefoto

Det aarhusianske strygerkollektiv Ensemble Hermes har for vane at gribe fat i klassikere, tilføre dem et nyt krydderi og servere dem på ny. Sammen med danserne Jasmine Gordon og Elena Nielsen samt lyskunstner Anders Kjems har de kastet sig ud i H. C. Andersens Den lille Havfrues kolde bølger og givet eventyret nyt liv til tonerne fra Schubert, Sibelius, Ligeti, Christian Balvig, Philip Glass og Caroline Shaw.

Forestillingen sender publikum ud i en vuggende tilværelse, hvor havfruernes dans på scenen gribes af lyset og føres videre af musikken.

Tid: 8. juni kl. 20.

Sted: Musikhuset, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C.

Kræver billet.

3

Tror du på UFO’er?

Er vi alene i universet? Det spørgsmål cirkulerer vært på podcasten Flyvende Tallerken Frederik Dirks Gottlieb og tidligere jagerpilot Søren Sørensen om i foredraget Tror du på UFO’er? på Hermans i Tivoli Friheden mandag kl. 19. Adobestock

Frederik Dirks Gottlieb, der er vært på podcasten Flyvende tallerken, er gået sammen med tidligere jagerpilot Søren Sørensen i et fælles foredrag, der cirkulerer om det evige spørgsmål: Er vi alene i universet?

For et par år siden bekræftede Pentagon autenticiteten af videoer, som nogle amerikanske piloter havde filmet, af mystiske, flyvende objekter. Hvad det var, står hen i det uvisse, og dette foredrag giver ikke nogle endegyldige svar (var det tilfældet, ville de to herrer nok være mangebillionærer nu). Men Frederik Dirks Gottlieb og Søren Sørensen har rygsækken fuld af UFO-historier og analyser, og uanset om man tror eller ej, vil foredraget formentlig efterlade samtlige publikummer med en ’hvad nu hvis...’-følelse.

Tid: 10. juni kl. 19.

Sted: Hermans, Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, Aarhus C.

Kræver billet.

4

Planteværksted

Bliv klog på planter og hvordan man passer dem i Planteværkstedet på Dokk1 på tirsdag. Arkivfoto: Lars Hansen

Har du en tom krukke, ensomme altankasser eller en lille have, der mangler kolorit, er der hjælp at hente i Planteværkstedet på Dokk1. På tirsdage står naturvejleder Marianne Mikkelsen med fingrene i jorden, klar til at hjælpe og guide. I juni er temaet for værkstedet ’planter til mennesker og insekter’, og derfor er Dokk1’s bede fulde af krydderurter, spiselige stauder og udvalgte planter, hvor insekter kan finde føde.

Udover at blive ekspert i egen have er der også mulighed for at besøge Frø- og Plantebiblioteket, hvor man kan låne og aflevere frø og planter. Hver plante har en bog med sig, som man kan tage med hjem og læse, mens man øver sig på at få grønne fingre.

Tid: 11. juni kl. 16.

Sted: Verdensrummet på niveau 0, Hack Kampmanns Plads 2, Aarhus C.

Gratis.