Fortsæt til indhold

DK's måske mest elskede børnevært besøger byen

Byrummet
Volume Village er et spillested under Ringgadebroen. I år melder de sig ind i Aarhus Jazz Festival med Volume Jazz Village. Arkivfoto: Stine Schjøtler

Volume Jazz Village

Aarhus Jazz Festival er stadig i fuld gang, og et af de nye initiativer er Volume Jazz Village, hvor jazzen har fundet vej under Ringgadebroen og dér lader sig fusionere med genrer som elektropop, afro, hiphop og reggae.

Denne lørdag er der to bands på programmet. Det første hedder Left Up Right og er et ungt band fra Aarhus. De skøjter rundt mellem genrerne, men med fodfæste i beatbaseret jazz.

Tid: 20. juli kl. 17.

Den anden artist er Pladedamen eller Josephine Denice, som hun hedder. Hun er DJ og eksperimenterer med jazzhop, afrobeat, jazzfunk og jazztronica, og giver gamle tracks ny lyd.

Tid: kl. 17.45 og 20.15.

Sted: Volume Village, Thomas Koppels Gade 201, Aarhus C.

Kræver billet.

AarhusGuiderne har en byvandring, de kalder ’Verdens mindste storby’, hvor de viser og beretter om de attraktioner, der giver sloganet mening - blandt andet ikoniske bygninger. En af dem er Aros, ikke mindst på grund af Olafur Eliassons regnbue på toppen. Arkivfoto: Gregers Tycho

Verdens mindste storby

Tilbage i 2017 havde Den Gamle By en udstilling, der hed ’Aarhus Fortæller’, hvor man kunne dykke ned i de slogans, byen har haft. Et af de andre var ’Verdens mindste storby’. Ifølge udstillingen blev Aarhus omtalt således i 1954 i forbindelse med seksdagesløbene, der blev afholdt i Aarhus-Hallen, hvor byen blev kaldt sådan blandt cykelrytterne.

Det er muligvis et rygte med de cykelryttere dér... Men Aarhus var i hvert fald verdens mindste storby ifølge en avisartikel fra Stiften i 1954.

AarhusGuiderne har en byvandring, de kalder ’Verdens mindste storby’, hvor de viser og beretter om de attraktioner, der giver sloganet mening.

Tid: 22. juli kl. 14.

Sted: Ved indgangen til domkirken, Store Torv, Aarhus C.

Kræver billet.

Mille Gori er nok mest kendt som Motor Mille, der tager rundt og prøver forskellige maskiner som mejetærskere, gravemaskiner og helikoptere i en række programmer på DR Ramasjang. Hun er en af artisterne, der er med, når Cirkus Summarum kommer til byen. Arkivfoto: Bookinghuset Musik og Underholdning

Cirkus Summarum

Motor Mille og de andre rødder, der plejer at kigge forbi Tangkrogen med Cirkus Summarum, er igen klar under teltdugen. I to uger vil cirkusteltet brede sig på græsset og kalde børn til sig med musik, magi, flyveri og sange fra Ramasjang-universet.

Forestillingen er arrangeret i samarbejde med DR Big Band, og som altid går alt overskud fra salg af billetter og køb på pladsen til Muskelsvindfondens arbejde med at styrke børn og unge med muskelsvind.

Pladsen foran teltet åbner to timer før hver forestilling, hoppeborge pustes op, der vil være vandlege og skattejagt. Derudover er der workshops, hvor man kan danse den indre cirkusartist frem eller lave det, fantasien kan mønstre, i kreabiksen.

Tid: Fra 23. juli til 8. august.. Varierende spilletider.

Sted: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 2, Aarhus C.

Kræver billet.

Aftensang onsdag aften i Vor Frue Kirke. Arkivfoto: Ole Lind

Sommeraftensang

’Men når sangen er forstummet, vil vi høre end en klang lys og klar fra himmelrummet, det er lærkens aftensang. Fra i morges inden gryet har den jublet glæden ud og sin himmelflugt fornyet med endnu en tak til Gud.’ - Tekst af Marinus Børup, 1941.

Om ’Nu er jord og himmel stille’ bliver sunget i Vor Frue Kirke til arrangementet Aftensang, vides ikke. Undertegnede er svært glad for den og ville nok foreslå den, hvis den ikke dukkede op af sig selv.

Aftensang foregår onsdag aften i løbet af skolernes sommerferie. Der synges sange og salmer fra Den Danske Salmebog og Højskolesangbogen i tre kvarters tid. Det er hyggeligt og sundt for krop og hoved.

Tid: 24. juli kl. 19.30.

Sted: Vor Frue Kirkeplads 3, Aarhus C.

Gratis.