Var det umagen værd? Hør tre borgere fortælle om Ørsted Kro

I 2013 stod Ørsted i en alvorlig situation. Byens lokale samlingssted, Ørsted Kro, stod tomt, efter at den daværende ejer, Poul Hansen, havde sat kroen til salg.

Det vakte stor bekymring i byen, fordi kroen med sin store gule bygning lå midt i byen.

Tre mænd fra byen satte sig derfor for at stemme dørklokker og sælge folkeaktier til 1.000 kroner stykket til byens borgere. I alt skulle der samles 1,1 millioner kroner ind for at købe kroen, og det lykkedes i september 2013. Kroen blev dermed folkeejet af 400 borgere i Ørsted.

I dag er kroen forpagtet til Sofus Jakobsen, der står for den daglige drift. Men ved arbejdsdage, generalforsamlinger og kulturtorsdage bliver den drevet af frivillige kræfter i byen.

Det er nu knap 13 år siden, kroen blev folkeejet. Vi har spurgt tre borgere i byen, om det var umagen værd.

Byens samlingssted

Joan Sandholdt flyttede til Ørsted i 1998 sammen med sin mand. De kommer ikke fra området, men faldt for byen, fordi det var et sted, hvor man kunne komme hinanden ved.

»Da vi flyttede hertil var der skole til 10. klasse og mange butikker. Byen har været i en lidt nedadgående retning, så der er det fedt, at man kan være med til at vende en spiral, ved at lave et samlingspunkt i midtbyen,« siger hun.

Joan Sandholdt var med til at købe aktier helt fra begyndelsen, og i dag er hun direktør i bestyrelsen for Ørsted Kro og har været det i knap to år.

»Jeg tror, at der vil være mange fællesskaber, der ville gå tabt, hvis vi ikke havde bevaret kroen. Når man ikke længere har skolesøgende børn, ses man ikke med nye mennesker på kryds og tværs,« siger hun og fortsætter:

»Der er kommet en meget velfungerende borgerforening, en årlig byfest og et Frivillighus. Der er skabt et sammenhold, som giver rigtig meget til vores lokalsamfund.«

Byens stolthed

Modsat Joan Sandholdt har Jesper Thomsen boet i Ørsted hele sit liv. Til daglig driver han murervirksomheden Kusk og Thomsen sammen med sin bror og deres to kompagnoner.

Også Jesper Thomsen købte nogle aktier, da der blev stemt dørklokker i 2013.

Han kan se en stor forskel på byen fra tiden, før kroen blev folkeejet, til i dag.

»Dengang var kroen ikke åben på samme måde, som den er i dag, med forskellige madtilbud og arrangementer,« siger han og fortsætter:

»Jeg fornemmer, at der er lidt mere stolthed over kroen i dag, end før den blev folkeejet.«

I dag bruger Jesper Thomsen også kroen mere, end han gjorde før, hvis der er gode madtilbud eller spændende arrangementer. Det er også et sted, han tager hen med sin familie eller inviterer sine kollegaer til aftensmadsbuffet på kroen.

Byens redning

Anette Rasmussen er engageret i flere aktiviteter i byen. Hun er med i Ørsted Amatørteater, hvor hun er med til at lave revy og teater to gange om året, som bliver afholdt på kroen. Ved siden af teatret hjælper hun også i den lokale spejderklub, og hun hjælper ved forskellige arrangementer på kroen.

»Hvis man gerne vil have en aktiv by, bliver man nødt til at gøre noget for det. Den slags kommer ikke ud af den blå luft,« siger hun.

Hun har boet i byen siden 1980, hvor hun flyttede hertil, fordi hendes mand kom fra byen.

I 2013 var de med fra begyndelsen til at købe aktier i kroen.

»Kroen er placeret midt i byen, og hvis den stod og faldt hen, så ville det samme ske for byen. Derfor synes jeg, at det var vigtigt at støtte op om den, for den betyder alt for den her by,« siger hun.

Men var det det hele værd?

Spørger man de tre borgere i Ørsted, om købet i 2013 var det hele værd, er man ikke i tvivl om deres holdning.

Det var en god beslutning.

Synes du her på bagkant, at kampen for kroen var det hele værd?

»Absolut, og jeg tror, at der er mange, der uden at tøve ville gøre det hele en gang til,« lyder det prompte fra Joan Sandholdt.

»Det var det 100 procent. Når man bor i en landsby som vores, så kommer tingene ikke af sig selv. Der skal nogle ildsjæle til,« siger Jesper Thomsen.

»Man kan jo se, at folk har lyst til at blive boende i byen, og at der kommer nye, unge mennesker til byen, der har lyst til at være en del af byen. Så kan man jo sige, at missionen er lykkedes,« afslutter Anette Rasmussen.