Pizzeria får bøde og sur smiley for skimmellignende belægninger og gammel dej
Fødevarestyrelsen har uddelt bøde til lokalt pizzeria for mangelfuld rengøring.
Fødevarestyrelsen har 15. september været forbi Valentino Pizza House i Skanderborg, og kontrolbesøget udløste en sur smiley samt en bøde på 5.000 kroner på grund af mangelfuld rengøring og hygiejnemæssige udfordringer.
I kontrolrapporten oplyses det, at restauranten, som ligger på Ole Lund Kirkegaards Stræde, den 18. november 2025 fik en indskærpelse i forhold til rengøring, der ved det seneste kontrolbesøg stadig ikke er tilfredsstillende.
Følgende forhold var ifølge Fødevarestyrelsen ikke i orden:
- Der er fundet en orange væske i bunden af en køleenhed, hvor der også er fundet hvide belægninger og produktrester. Noget ligner indtørret dej og skimmellignende belægninger. ’
- Flere af køleenhederne har revnede gummilister, hvor der er produktrester og mørke og hvide belægninger.
- I bunden af køleenheden lå der en gammel klump dej med en indtørret overflade.
- Stikkontakten tæt på håndvasken er gul og fedtet.
- Og så blev der desuden fundet en tilberedt pizza bag pizzaovnen, selv om der på besøgstidspunktet ikke var blevet produceret mad den pågældende dag.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: »Det får vi styr på.«
Derudover vejledte kontrollanten fra Fødevarestyrelsen generelt om reglerne for rengøring.
Desuden havde den tilsynsførende disse bemærkninger vedrørende hygiejne:
»Det indskærpes, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes i god stand.«
Følgende blev konstateret:
- Gulvet i produktionslokalet har en stor revne, der går i en halvcirkel ca. 50 cm, pizzabordet har flere steder afskalninger i laminatet ned til rå træ.
- På siden af pizzabord i niveau med bordpladen er der en plade, der er i rå ubehandlet træ.
- I køleskabet, hvor der blandt andet er revet ost, er gummilisten revnet.
- I produktionslokalet er der ved siden af køleskabet en hylde, der er i rå ubehandlet træ. Klikgulv i baglokaler har revner. Ved siden af håndvasken er der på væggen ujævnheder i puds.
- Mellem bordplade og væg ved vasken er der en stor revner hvor der er ansamlinger af snavs.
Ifølge Fødevarestyrelsen havde Valentino Pizza House 14. januar i år fået anført en bagatel på vedligeholdelse og blev anbefalet at lave en vedligeholdelsesplan. Derfor blev de to produktionslokaler kontrolleret ved Fødevarestyrelsens kontrolbesøg for et par uger siden.
Virksomheden havde følgende bemærkninger: »Det sagde I ikke sidste gang, der kommer hele tiden ny lovgivning.«
Indskærpelsen medfører gebyrbelagt opfølgende kontrol, oplyser Fødevarestyrelsen.
Din Avis har forgæves forsøgt at få kontakt med pizzeriaet.
læser