Da Kåre Fisker trådte ind i den gamle havnehal, lå der døde rotter overalt – i dag huser lokalerne et helt særligt fællesskab

Rockmusikken strømmer ud gennem en åben rulleport og bryder stilheden på denne del af Aarhus Havn. Udenfor jogger to veltrænede kvinder i den modne ende af aldersskalaen, mens en ung mand med overskæg står og strækker ud ved indgangen.

Bag ham hænger en hel væg med forskellige kaffekopper.

Inde fra hallen lyder pludselig et brøl, der overdøver musikken. Det er hverken et skrig af smerte eller angst, men en kraftudladning; et sejrsbrøl, som kommer helt nede fra mellemgulvet og giver genlyd under det høje loft.

Indenfor åbner den gamle lagerhal sig i al sin rå enkelhed. Mennesker svinger sig i jernstativer, klatrer op ad tykke reb og løfter vægtstænger, der lander på gulvet med tunge, dumpe brag. Her er ingen blankpolerede træningsmaskiner eller spejlvægge. Kun beton, jern og gummi og duften af gammel sved og kaffe. Der er noget næsten urtidsagtigt over synet, som om nogen har skrællet det hele ned til dets mest primitive bestanddele.

Midt i det hele står en firskåren mand med kronraget hoved, kraftigt vikingeskæg og et stort smil. Kåre Vincents Fisker er 66 år, medejer af Aarhus CrossFit og en af kræfterne bag det træningsfællesskab, som i dag tæller omkring 1.500 medlemmer.

Men sådan har her ikke altid set ud. Da Kåre Vincents Fisker første gang fik øje på bygningen, var det hverken vægtstænger eller kaffekopper, der mødte ham.

»Hold da op, mand. Der lå døde duer overalt. Helt døde rotter. Og levende rotter,« fortæller han.

Året var 2016. Aarhus CrossFit var vokset ud af sine daværende lokaler, og Kåre Vincents Fisker var på jagt efter et nyt sted. Han havde allerede kigget på den tidligere foderstofbygning, men afskrevet den som alt for stor, rå og beskidt.

Da andre muligheder slap op, vendte han alligevel tilbage.

En beskidt affære

Der lå stadig korn i hjørnerne, og store maskiner og transportbånd stod tilbage fra dengang, bygningen tilhørte Himmerlands Grovvarer A/S. Loftet og væggene var dækket af klistrede proteinrester, som et rengøringsfirma måtte spule ned og skovle væk.

Ti år og flere millioner kroner senere er den gamle foderstofbygning fuld af liv. Og selvom Aarhus CrossFit efterhånden tæller omkring 1.500 medlemmer, har Kåre Vincents Fisker ikke opgivet ambitionen om at kende de mennesker, der kommer her.

Under interviewet bliver samtalen flere gange afbrudt, når nogen passerer forbi. Et nik, et smil, en hilsen. Pludselig får han øje på en af klubbens instruktører.

»Hej hej, Jeppe.«

Han fortæller, at instruktøren har været med i 13 år, inden han vender sig mod ham.

»Vi snakker lige om, hvor gode mennesker vi har hernede. Og du er en af dem.«

Et andet motionscenter

Da Kåre Vincents Fisker og hans partnere åbnede Aarhus CrossFit i 2009, havde klubben blot seks medlemmer og holdt til i Østergade Hotels gamle teatersal.

Egentlig havde han slet ikke tænkt sig at vende tilbage til motionsbranchen. Han havde drevet motionscentre siden begyndelsen af 1980’erne, men forladt branchen i 1997. Det sociale havde aldrig helt fungeret, som han ønskede.

Derfor var han skeptisk, da en bekendt nogle år senere lokkede ham til København for at opleve CrossFit.

»Jeg tænkte bare tilbage og sagde, at jeg skal ikke have gang i noget motionsagtigt,« fortæller han.

Men besøget ændrede hans opfattelse.

»Da jeg så tog til København og erfarede, hvad det egentlig var for noget, havde jeg samtidig en vision sammen med mine partnere om, at det her ikke bare skulle være et motionscenter, hvor du går med et eller andet i ørerne, kigger dig i spejlet og pumper foran spejlet. Vi ville lave noget, som var mere socialt.«

De seks medlemmer blev hurtigt til over 100, og klubben flyttede til det tidligere Sømandshjemmet i Sverigesgade. I 2016 var medlemstallet vokset til omkring 1.000, og endnu en flytning ventede.

Stærk og sød

På en væg i træningscenteret hænger et citat fra Pippi Langstrømpe: »Når man er stærk, skal man huske at være sød.«

»Vores filosofi har hele tiden været, at man skal opføre sig ordentligt over for sig selv, og man skal opføre sig ordentligt over for andre. Det er også det, vi arbejder på, når vi ansætter instruktører og receptionister. Det første kriterium er, at du skal være et godt menneske,« fortæller han.

»Vær nu glad for dig selv, for fanden. Hvis du er glad for dig selv, så kan du også meget lettere være glad for din næste. Og det lyder måske helt filosofisk, men det er det bestemt ikke. Det er egentlig bare at være ordentlig.«

Kåre Vincents Fisker fortæller om unge mennesker, der finder sammen på holdene, bliver kærester og senere dukker op med barnevogne.

»Vi har unge mennesker, der er kommet hernede i fem-ti år, og lige pludselig kommer de med en barnevogn. Heldigvis har vi så meget plads, at man kan gå ind i et hjørne af en sal og være sammen om at bevæge sig og samtidig passe sit barn.«

Han glæder sig over at følge medlemmerne gennem så mange år.

»De får en tilknytning til det, de får et forhold til det, de bliver glade for det. Det der med at se, hvordan de kommer som helt unge mennesker, bliver lidt ældre, får kærester og børn og bliver forældre. Det er da en fantastisk gave.«

Mere end træning

De store lokaler har også gjort det muligt at åbne dørene for mennesker, der ikke nødvendigvis ville opsøge et almindeligt træningscenter.

Foreningen GROK er udsprunget af miljøet omkring Aarhus CrossFit og bruger fysisk aktivitet i arbejdet med udsatte unge, blandt andet på FGU-skoler.

»De unge var trætte af at tale og snakke om deres problemer. I stedet kom de ud og fandt ud af, at det her, det kan jeg godt.«

Hver tirsdag står Kåre Vincents Fisker desuden for træning med soldaterveteraner og politifolk med PTSD.

»Vi har husrum og hjerterum, meget kort fortalt,« siger han.

Men hvorfor bruge så meget tid på andre mennesker, når han allerede har opbygget en succesfuld virksomhed?

»Det er egentlig bare et ønske om at gøre en forskel. Jeg har rammerne til at gøre en forskel, og jeg har også en vis evne til det. Og jeg har evnen til at omgive mig med mennesker, som kan andet og mere end mig. Så det er nok bare det der med, at der er en gave i at give.«

Han erkender, at glæden ved at hjælpe andre måske også rummer noget selvisk.

»Det kan godt være, at det bliver lidt selvisk, og det vil jeg helst ikke have på mig. Men der er da et eller andet i det der, at det faktisk er styrkende at hjælpe andre.«

Slidte knæ

Kåre Vincents Fisker har dyrket sport, siden han begyndte til karate som syv-otteårig. Men efter et langt liv med fysisk aktivitet er kroppen begyndt at protestere.

»Det er da helt vildt træls. Man skal tænke på, at jeg er ganske godt kørende i forhold til mine jævnaldrende. Jeg har da også nogle slidte led og knæ, men jeg må arbejde omkring det.«

Han har slidgigt i begge ankler, men træner stadig flere gange om ugen. Blandt andet sammen med sine voksne sønner.

»Jeg tager bare lidt mindre vægt, lidt færre gentagelser og holder lidt længere pauser. Det er da fedt, at man på tværs af alder og form faktisk kan være sammen om træningen.«

Han taler begejstret om at klatre, hoppe og slå kolbøtter. Nogle gange finder han madrasser frem, så medlemmerne kan prøve netop det.

»Hvornår har du sidst lavet en kolbøtte? Hvornår har du sidst lavet en kolbøtte?« spørger han.

»Folk, der kigger på, tænker bare: Gud fri mig vel, sikke en idiot. Det siger de måske. Men de tænker også: Bare det var mig.«

Slå rødder

Selvom Kåre Vincents Fisker netop er fyldt 66 år, har han ingen planer om at trække sig tilbage.

»Jeg bliver nok ved i hvert fald 20 år mere i et eller andet omfang. Det kan godt være, at det bare bliver frivilligt arbejde. Men det føles virkelig godt at kunne hjælpe andre.«

Han drømmer om at udvikle de gamle siloer på Balticagade og gøre Mellemarmen mere tilgængelig for aarhusianerne. Måske kan siloerne en dag bruges til klatring.

Men tankerne om at brede Aarhus CrossFit ud til andre byer har han lagt fra sig.

»Det, vi har lavet her, er unikt. Det kan man ikke bare kopiere, det kan man ikke bare flytte. Det har spillet sammen med Aarhus, og Aarhus har spillet sammen med os, og vi er blevet en institution i byen.«

Hvad han så drømmer om nu?

»Det er nok at slå endnu mere rod her.«

Omkring ham fortsætter træningen i den gamle lagerhal. Musikken spiller, vægtstængerne rammer gulvet og endnu et medlem kommer forbi.

»Hej hej,« lyder det fra Kåre Vincents Fisker.