Fortsæt til indhold

Music City skydes i gang på Bispetorv

En åbningskoncert med 12-14 særlige Aarhus-sange skyder musikbyåret i gang til marts. Music City-leder lover også store koncerter til sommer og efteråret.

Musik

Er du vild med livemusik, så sæt et kryds ud for lørdag 26. marts.

Den dag skydes Music City Aarhus 2022 i gang med en åbningskoncert på Bispetorv fra kl. 17 til kl. 19 med titlen ”Lydsporet fra en by”, og dagen igennem vil Aarhus stå i musikken tegn.

Det fortæller Jesper Mardahl, sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022.

»Vi er i gang med at planlægge en masse musik flere steder i byen om eftermiddagen, og om aftenen efter åbningskoncerten vil der også være masser af musik på byens spillesteder,« siger han.

Åbningskoncerten vil efter planen bestå af 12-14 sange, der alle relaterer sig til Aarhus, og idéen er et fast backingband og foran dem en række forskellige sangere.

»Jeg tænker, at koncerten bliver halvanden times tid, men kort og kontant. Temaet er lydsporet fra en by, og vi arbejder på at finde sange, som definerer byen og er skabt til at fortælle en historie. Kunstnerne bliver et godt miks af nye og mere etablerede navne,« siger Jesper Mardahl og fortsætter:

»Derefter går vi alle videre ud i byen og spiser og hører mere musik, og det er også hele idéen med Music City, at vi vil åbne byen op og understøtte byens spillesteder. Samtidig er hele musikbyåret også afhængigt af et stort medspil fra byen, og så kan vi bygge rammen om og tilføre ekstra arrangementer ovenpå. Vi bliver ikke koncertarrangør, men en samlende platform og booster, og de penge, vi skaffer, kanaliserer vi ud i byen,« siger Jesper Mardahl.

Vi bliver ikke koncertarrangør, men en samlende platform og booster.
Jesper Mardahl, sekretariatsleder for Music City Aarhus 2022

Motown og Tagskægget

En anden idé i musikbyåret er at markere en række steder i byen, som har en særlig plads i musikhistorien.

»Vi har et projekt om landmarks på adresser med en særlig historie som f.eks. Klostergade, hvor Tagskægget lå, Vestergade 58, Motown i Frederiksgade, Aarhus-Hallen i Ryesgade, Vejlby-Risskov Hallen og Haraldsgade i Viby. De steder markeres med skilte, som bliver hængende, og inkluderes i en musikalsk rundtur i byen med god gedigen historiefortælling,« siger Jesper Mardahl.

En række puljer er allerede uddelt til op mod 30 projekter i musikbyåret, og i februar åbner endnu en ansøgningsrunde.

»Derudover har vi en række samarbejdsprojekter om store koncerter i sommeren og efteråret i støbeskeen, men de kan ikke offentliggøres endnu,« siger han.

Et antal store koncerter i 2022 er også i støbeskeen, lover Music City-chefen. Her et foto fra en L.O.C.-koncert på Northside i 2019. Arkivfoto: Stine Rasmussen

Millioner fra fond

Budgetmålet for Music City har været nævnt som ca. 50 millioner kroner, og i øjeblikket vurderer Jesper Mardahl, at der er indhentet op mod 15-16 millioner kroner til musikprojekter.

»Vi skriver fortsat kun januar, og det er vigtigt at understrege, at Music City er en dynamisk proces, hvor program og projekter vil udvikle sig hele året igennem,« siger Jesper Mardahl.

I december fik Music City helt ekstraordinært 2,75 millioner kroner fra den særlige Kirsten og Gunnar Fonden, der støtter byens kulturliv. 13 legatmodtagere blev udpeget, og af dem er ni projekter under Music City Aarhus 2022, deriblandt de fire strygere i Artos Kvartetten, der holder Artos Festival i maj 2022.

Hvis coronaen dæmper sig, byder Aarhus i 2022 i forvejen på store rock- og popkoncerter som Spot, Northside, Grimfest, Thomas Helmig på Ceres Park i juni, Rammstein samme sted og Lukas Graham på Eskelunden i august.

På den led er der – også uden Music City – allerede lagt masser af musik i ovnen, men Jesper Mardahl forventer, at 2022 bliver noget særligt.

»Når året er omme, vil vi gerne have, at folk husker 2022 som et ekstraordinært musikår, og at de ved, at Aarhus er en stærk musikby med et levende, producerende musikmiljø.«