Spot Festival har hentet sine nye direktør på et spillested
Rikke Andersen bliver direktør for Spot Festival, når stifteren Gunnar K. Madsen stopper ved årsskiftet.
Efter knap 30 år skal Spot have ny direktør, og valget er faldet på Rikke Andersen, der tiltræder stillingen 1. december.
Hun overtager direktørstolen fra Gunnar K. Madsen, der stiftede Spot-Festival i 1994, og som fra årsskiftet har valgt at give faklen videre, skriver Spot i en pressemeddelelse.
»Ud af et stærkt ansøgerfelt stikker Rikkes faglige og personlige egenskaber særligt frem, og vi er overbeviste om, at hun med sine relevante erfaringer er den helt rigtige til at fortsætte videreudviklingen af Spot,« siger bestyrelseslederen, Lena Brostrøm om valget af den nye direktør.
Rikke Andersen har siden 2018 været spillestedsleder og booker hos Fermaten i Herning, hvor hun har været daglig leder for otte fastansatte og mere end 100 frivillige.
I sin tid på spillestedet har hun især haft et stort fokus på samarbejde lokalt, regionalt og nationalt og at styrke af det lokale musik- og kulturmiljø, hvilket ligger godt i tråd med hendes kommende arbejde med Spot-Festival.
»Spot-Festival betyder meget for mig personligt, og jeg går til opgaven med stor ydmyghed. Samtidig er jeg begejstret for muligheden for at arbejde endnu mere med vækstlaget og med diversitet,« siger Rikke Andersen.
Inden Rikke Andersen kblev ansat på Fermaten, har hun været involveret i forskellige projekter i musikbranchen, der bl.a. tæller Aarhus Calling, Levende Musik i Skolen, samt Recart Music.
Hun har også været meget involveret i forskelligt bestyrelsesarbejde, hvor hun lige nu er en del af bestyrelserne hos Den Jyske Kunstfond, Dansk Live og Tempi. Rikke Andersen er 44 år og bor i Aarhus.